Alexander Zorniger var i Brøndby ikke en træner, der lagde fingrene imellem. Heller ikke når det kom til kritik.

Det fik Jens Martin Gammelby selv at mærke under og efter kampen i Esbjerg, hvor han blev skiftet ud efter en præstation, der ikke imponerede tyskeren. Og den tidligere Brøndby-træner var heller ikke bange for at kritisere forsvarsspilleren.

»Det lærer man at tackle, når man er i det. Det er selvfølgelig ikke sjovt at blive skiftet ud, og det er ikke sjovt at se sit navn stå alle mulige steder. Det er sådan, det er. Du ved, hvem du har med at gøre,« siger Jens Martin Gammelby.

Han ved dog ikke, om det ligefrem var noget, der motiverede ham.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det er selvfølgelig ikke sjovt at se, men så er der heller ikke mere i det. Jeg ved, hvordan han er og agerer i forskellige situationer. Nogle gange bliver han også spurgt ind til det, når vi har tabt en kamp. Hvis journalisterne så spørger efter mit navn, svarer han med det samme. Det vænner man sig til.«

Sådan lyder det fra Jens Martin Gammelby onsdag eftermiddag efter træningen på Vestegnen. Den første efter Alexander Zornigers fyring, og de seneste par dage har da også været noget for sig.

»Det har været specielt. Det er det, når en, man har som chef, mister sit job, og lige pludselig er det helt nyt. Vi står og kigger på en mand, der pludselig ikke har sit job længere, som har været her hver dag og taget sig af os. Det er selvfølgelig hårdt at se,« siger Jens Martin Gammelby.

Forsvarsspilleren beskriver Alexander Zorniger som en træner, han har lært en del af både mentalt og fysisk. Noget, han vil tage med sig fremover efter en halv sæson med en træner, der selv godt vidste, han kunne være svær at arbejde med.

Truppen og staben samles i en klynge.
Truppen og staben samles i en klynge. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Han er en hård og kontant type. Det ved alle. Sådan er det. Man skal lære at tackle ham på hver sin måde, men det gør man,« siger Jens Martin Gammelby, der skiftede til Brøndby i sommer.

Også Mikael Uhre kan nikke genkendende til, at Alexander Zornigers stil var speciel. En hård træner, som også har givet spillerne noget.

»For mig var det en omvæltning. Jeg kom fra en væsentligt mindre klub (Sønderjyske, red.) og skulle herover. Det var et andet tempo, tingene foregik i. Det har været fedt at arbejde under ham, og han har lært mig en hel masse. Det var noget, man skulle vænne sig til og have ind under huden. Brøndby er en del større. Det er en klub, mange kigger på og følger med i,« siger Mikael Uhre.

Nu er en ny hverdag i gang for ham og resten af Brøndby-mandskabet, da det er Martin Retov, der har overtaget tøjlerne fra Alexander Zorniger. Og Martin Retov er en lidt anden type end sin tyske tidligere kollega.

»Han er en lidt mere udadvendt type. Han snakker med spillerne og kommer til os, og vi kan komme til ham, hvis der er problemer. Det er nogle gange også godt for en spiller,« siger Jens Martin Gammelby, der håber, trænerskiftet kan gavne ham og give ham mere succes.

»Det er svært at sige. Det håber jeg selv, det vil. Men det siger ingen, det ikke kunne, hvis han (Zorniger, red.) var blevet. Det kan man aldrig sige nu,« siger Jens Martin Gammelby.

Også Mikael Uhre understreger, at han vil kæmpe med næb og kløer for at vise sig frem. Det handler om at gøre det hver dag, understreger han, men han ser også de nye tider som en mulighed.

»Retov kender en og ved, hvad man står for, frem for hvis der kom en ny ud af det blå. Det er en ny chance, og det er altid en chance for at spille sig ind, og den har jeg selvfølgelig tænkt mig at tage,« siger Mikael Uhre.