Temperaturen steg i podcaststudiet, da snakken faldt på den danske dommerstand i 'B.T. Fodbold'.

Weekendens mystiske kendelser, hvor et klokkeklart rødt kort til FC Nordsjællands Runar Norheim blev overset, og hvor OB blev snydt for verdens mest åbenlyse straffespark i Randers,  blev for meget for B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge.

»Allerede så kort inde i sæsonen kan vi konstatere, at vi har set så mange tragikomiske kendelser, at jeg godt tør at konkludere, at dette er den dårligste dommergeneration, vi nogensinde har haft i Superligaen,« lyder det fra sportsredaktøren.

»De gør sikkert deres bedste, men problemet er, at deres bedste så langt fra er godt nok. De får jo gode penge for det, så de må tåle at få noget kritik her.« 

»De kan ikke finde ud af at bruge VAR-systemet ordentligt - på alle fronter er det bare så dårligt, og de skal til at tage sig alvorligt sammen.«

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den ene halvdel af B.T.s ekspertduo Jannick Liburd er enig i, at dommerne har nået et lavpunkt.

»Jeg synes, at det er helt rimeligt at kalde det for historisk dårligt. For de har alle forudsætninger for at gøre det meget bedre.«

B.T.s anden fodboldekspert Emil Berggreen vurderer, at man bør overveje at afskaffe VAR i Superligaen.

»Der sker næsten ligeså mange fejl fra VAR-vognen, som der sker på banen. Og så kan man ikke sige, at det hjælper,« lyder det fra den tidligere Superliga-profil. 

Lyt til hele ugens episode herunder:

B.T. Fodbold

I dag kigger vi tilbage på en dramatisk Superliga-runde, hvor især dommerne spillede uheldige roller. Vi taler om verdens mest mutte fodboldspiller. Der er landsholdsudtagelse - og så skal vi vende et topdramatisk Manchester-derby. Vært: Lasse Vøge Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd Producere: Emilie Maja Jeppesen og Frederik Riis-Jacobsen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen