Bundproppen Randers FC’s elendige sæsonstart med kun to mål og tre point efter syv kampe betød, at træner Olafur Kristjanssons fremtid i klubben var omdrjningspunktet på et opsigtsvækkende bestyrelsesmøde i den jyske klub tirsdag eftermiddag.

Her blev den islandske træner - trods et generelt blodfattigt 2017 – dog i sidste ende foreløbigt fredet af ledelsen med bestyrelsesformand Per Hastrup i spidsen.

BT Sporten fangede dagen derpå træneren, som overtog trænertjansen for Hestene fra Randers FC i juli sidste år, til en snak om forventninger, fyringstrusler og fremtiden.

Hvordan mærkede du presset - hvis overhovedet - mens bestyrelsen drøftede din fremtid i Randers FC?

»Det er klart, at der har været pres på i forhold til, at vi som klub og gruppe ikke har skaffet de resultater, vi har haft ambitioner om at hente. Vi har ikke leveret resultater, og så kommer man altid i skudlinjen. Men det var et for længst arrangeret bestyrelsesmøde, og det er en bestyrelses pligt at drøfte situationen i klubben på alle tidspunkter, uanset om det går godt eller dårligt. Men jeg er hverken blind eller døv, og jeg vidste godt, at jeg også stod for skud. Min situation blev diskuteret i går - om jeg skulle fyres eller ej. Så kan det jo ikke blive værre. Men jeg måtte bare vente og se, hvad udfaldet blev. Det havde jeg ingen indflydelse på, og det har jeg heller ikke lyst til at have.«

Var du lettet efterfølgende?

»Det handler ikke om mig, eller om jeg var blevet lettet eller skuffet. Presset er jo det samme. Vi skal hente resultater. Jeg havde accepteret den beslutning, de havde truffet. Vi havde en pokalkamp et par timer efter mødet, så mit fokus på den opgave uanset hvad.«

Kommer spillerne til at opleve nogle ændringer nu i din måde at være træner på?

»Konkret er der ikke kommet noget nyt ud af mødet: For eksempel at spillerne pludselig skal træne på grus eller noget i den stil. Jeg skal fortsætte mit arbejde. Det bliver ikke så meget anderledes end før… Ja, forhåbentligt bliver det bedre i forhold til resultaterne. Men vi har hele tiden vidst, at vi skulle stramme ballerne. Uanset om der havde været bestyrelsesmøde eller ej, så havde vi udnyttet landskampspausen til at samle kræfterne og stumperne.«

Bestyrelsesformanden sagde efter mødet, at nu vil han se ild i dine øjne. Hvad kan du bruge sådan en udmelding til?

»Nu har jeg ikke hørt det fra andre end dig. Men jeg kan sige dig, at der altid er ild i mine øjne. Jeg behøver ikke en bestyrelsesformand til at fortælle mig, at når man skal i kamp og krig, at der så skal være ild i øjnene. Det har der hele tiden været, og det vil der fortsat være fremover.«

En af de ting, bestyrelsesformand pointerede, og som var med til at ’redde’ dig, var, at du fortsat har spillernes opbakning. Hvordan ser du den situation?

»Det føler jeg i dagligdagen, når jeg snakker med dem individuelt og kollektivt i forhold til de ting, vi vil ude på banen. Jeg mærker engagement, gejst, energi og tro på tingene. Det er jeg glad for. Det vidner om, at vi gør noget rigtigt. Du har ret i, at det er afgørende, at man har medarbejderne på din side. Jeg har det sådan, at hvis jeg ikke har spillertruppens opbakning, så er det ud af vagten, for så kan du ikke gøre noget som helst.«