De danske fodboldklubber er hårdt ramt af situationen i den danske Superliga, hvor kun et begrænset antal tilskuere må komme på stadion.

Klubberne står til at miste op mod en milliard kroner i indtægter, hvis ikke der lempes på coronarestriktionerne, og tilskuere og sponsorer vender tilbage. Det udtalte direktøren i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, tirsdag til B.T.

Onsdag fulgte han op med en bemærkning om, at han ikke frygter for de danske klubbers eksistens, men at det kan gå ud over det sportslige setup. Men hvor slemt ser det ud? B.T. har været i kontakt med flere af de større klubber i Superligaen. De bekræfter, at det sportslige setup meget vel kan få et hak i tuden.

»Vi har ikke foretaget fyringer indtil videre, men får vi ikke mere faste rammer, så kan jeg ikke afvise, at vi må genoverveje investeringerne,« lyder det fra AaB's administrerende direktør, Thomas Bælum,

Hvad det indebærer, vil han ikke sætte ord på, men situationen er ikke kritisk i AaB, understreger han. Et fornuftigt transfervindue i vinter holder hånden under klubben. Alligevel er det en usikker tid.

»Det er desværre en slags lotto-økonomi på nuværende tidspunkt.«

I AGF og FC Midtjylland kan de heller ikke afvise, at det sportslige setup skal tilpasses i løbet af næste sæson, hvis ikke tilskuerne vender tilbage.

Claus Steinlein, direktør i FCM, melder, at det måske bliver spillerstaben, der skal justeres, mens Jacob Nielsen, som er administrerende direktør i AGF, fortæller, at det kan blive over hele linjen, der skal spares i den aarhusianske klub.

Begge klubber har det tilfælles, at de ikke har haft mulighed for at udnytte deres sportslige succes, og især i Aarhus er det til at mærke.

»Vi har ikke kunnet udnytte vores optur rent kommercielt, så vi mistede over en million kroner pr. kamp på tabte indtægter efter opstarten,« siger Jacob Nielsen.

Et er tilskuersituationen, noget andet er sponsoraterne. Virksomhederne, som skal spytte penge i klubberne, er også medtaget af den nuværende situation, og derfor er indtægtsgrundlaget fra denne front heller ikke særligt solidt. Det vækker bekymring hos AGF, melder Jacob Nielsen.

I OB er de også berørt af situationen. Det er nemlig ikke særligt rentabelt at afvikle kampe med få tilskuere, på grund af de dyre sikkerhedsforanstaltninger. Her går coronakrisen dog ikke ud over det sportslige setup. Det forsikrer direktør i Odense Sport & Event Enrico Augustinus.

»Det har påvirket os meget, men vi er robuste. Det vil være dyrt at geare op igen, hvis nu vi skulle skære ned.«

Superligaen sparkes i gang igen den 12. september. Forhåbentlig med flere fans på lægterne.