10 mål i 23 kampe som kantspiller.

FC Københavns slovenske offensiv-stjerne, Benjamin Verbic, har i efteråret taget springet fra lovende talent til at være en af klubbens absolut største profil med afgørende aktioner og vigtige mål, som har skaffet flere sejre.

Men det siger måske ikke så meget, at være FCK’s bedste spiller i denne sæson, som det gjorde for bare et år siden.

De nøgne tal siger i hvert fald, at den danske storklub, som sidste år imponerede med The Double og et flot europæisk succesridt, er dårligere spillende end i mange år. Pointmæssigt har de forsvarende danske mestre eksempelvis fået den dårligste start i Superligaen i 18 år!

Verbic tøver da heller ikke med at puste til de gløder, der holder den negative snak om Løverne i live:

»Det er tredje år, jeg er i FCK, og vi har aldrig været dårligere.«

Sådan lyder dommen, da BT Sporten forud for FCK’s opgør i Europa League mod Lokomotiv Moskva spørger ind til Verbics syn på sæsonen.

Dagen forinden har holdet for første gang i 36 kampe mod Sønderjyske gået fra banen som tabere. 0-3 var cifrene i det tredje nederlag i fem kampe for FCK, som er nede på en 6.-plads i Superligaen.

Benjamin Verbic har været en af FCK's absolut bedste spillere i en svær efterårssæson.
Benjamin Verbic har været en af FCK's absolut bedste spillere i en svær efterårssæson. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg er overrasket over situationen. Vi er vant til at vinde kampe. Men vi mangler selvtilliden, når vi går ind til kampene. Det så man mod Sønderjyske. Det skal vi af med, og så skal vi glemme alt om stillingen lige nu og tage den kamp for kamp,« siger Verbic.

Han peger på, at karantæner kombineret med skader til bærende profiler som Federico Santander, Erik Johansson, Rasmus Falk og Peter Ankersen kan være nogle af forklaringerne på FCK’s historisk sløje efterår.

Men mest af alt er han bare forundret over, hvor skidt holdet har præsteret.

 
I studiet diskuterer Lars Jacobsen og Flemming Povlsen FC Københavns chancer i mesterskabskampen.
Vis mere

»Vi er et nyt hold, og vi har været uheldige med skader og karantæner. Men jeg ved ikke helt, hvad problemet er mentalt og taktisk. Vi savner selvfølgelig nogle af de bærende profiler fra sidste sæson. Særligt defensivt. Det skal vi snakke om. Men der er ingen simple forklaringer. Vi er bare ikke gode nok. Vi skal forbedre os. Vi skal løse det,« siger Verbic, som netop på grund af karantæne ikke selv var på banen i Haderslev.

I de to sidste kampe har den 23-årige kantspiller afsonet karantæne efter at have fået rødt kort for at sparke ud efter en Horsens-spiller. Og det har man kunnet se på FCK, hvor Verbics fart, frækhed og farlighed har været savnet.

De to kampe uden den slovenske landsholdsspiller er da også endt i nederlag til stor frustration for Verbic, som afsoner den sidste af tre dages karantæne mod Lyngby i weekenden. Han er bevidst om, at han personligt har gang i sin bedste sæson i den hvide trøje, og gerne vil give alt i hver eneste kamp for at hjælpe holdet tilbage på sporet.

»Jeg var meget frustreret, da jeg så kampen mod Sønderjyske. Jeg følte mig så ubrugelig. Det har været hårdt at se på holdet spille. Jeg er glad, for sådan som jeg har spillet, i denne sæson. For mig er det godt at blive en af de bærende spillere på holdet og få større ansvar og starte inde i alle kampe. Men det er ikke det vigtigste. Jeg håber bare hver gang at kunne bidrage med så meget som muligt,« siger han.

Det får han mulighed for i FCK’s topopgør i deres Europa League-gruppe mod Lokomotiv Moskva, hvor Superliga-tristessen for en stund kan gemmes væk.

»Vi er nummer et i gruppen. Det er positivt. Det bliver godt at komme væk fra Danmark og spille med et helt andet hold, end vi er vant til. Det er et rart afbræk fra Superligaen. Når vi kommer tilbage fra Moskva, så har vi en ny vigtig kamp,« siger Verbic, som fortsat tror på et comeback til toppen af Superligaen i denne sæson:

»Håbet om at vinde ligaen dør aldrig, så længe det er teoretisk muligt. Men vi er 14 point efter. Så lige nu kigger vi på slutspilspladserne, og vi satser på, at gøre det så godt som muligt i de sidste tre kampe (inden vinterpausen, red.) for at komme op i tabellen. Så kan alt ske i anden halvdel af sæsonen.«

 
Inden opgøret mod SønderjyskE fortalte Ståle Solbakken om den genopbygningsfase, FC København er inde i.
Vis mere