FC Helsingør kan ikke bruge sin normale hjemmebane, Helsingør Stadion, til søndagens kamp mod AC Horsens. Det skyldes frost i banen, skriver klubben på sin hjemmeside.

I stedet skal kampen spilles på FC Nordsjællands bane, Right to Dream Park i Farum, hvor underlaget består af kunstgræs.

»Vi er naturligvis meget, meget kede af, at kampen ikke kan afvikles i Helsingør. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi ville strække os meget langt for ikke at skuffe vores hjemmepublikum, især når det drejer sig om vores forårspremiere på hjemmebane. Vi er desværre, til trods for hvor meget vi har flyttet os det sidste års tid, stadig udfordret på de fysiske rammer. De løsningsforslag, vi har arbejdet på, har ikke kunnet blive godkendt fra Divisionsforeningen, så vi lejer os ind på Right to Dream Park i stedet,« siger FC Helsingørs direktør, Janus Kyhl.

»Jeg vil gerne opfordre til, at så mange af vores fans som muligt tager turen sydpå til Farum. Ikke kun for at støtte op om holdet, selvom det selvfølgelig er det vigtigste. Men også fordi lejen af Right to Dream Park medfører en ret betydelig ekstraudgift for klubben. Bare det, at folk møder op og køber en billet vil gøre en meget stor forskel for os, så jeg vil gerne sige til vores fans: Vi har brug for jer! Kom og støt op om holdet og om klubben. Jo flere, jo bedre, så vi kan stå sammen om at revanchere weekendens nederlag og vise, at Helsingør står bag sit fodboldhold,« siger Janus Kyhl.

Allerede købte billetter er gældende.

FC Helsingør indledte forårssæsonen med et udebanenederlag på 1-6 mod OB (DU KAN SE BILLEDER FRA KAMPEN PÅ VIDEOEN ØVERST PÅ DENNE SIDE): Nordsjællænderne ligger i skrivende stund næstsidst i Superligaen.

AC Horsens tabte i sin første kamp i foråret 0-2 hjemme mod FCM. Østjyderne ligger nummer syv i rækken.

Kampen spilles søndag kl. 12.00 i Farum.