Der blæser en voldsom medvind i ryggen af Brøndby i øjeblikket. Det beviste holdet endnu engang med deres 4-3-sejr over FC Nordsjælland.

Ikke bare formåede de at tæmme et yderst livligt hjemmehold. De fik også selv den mest uskarpe angriber på måltavlen.

Kevin Mensah havde inden opgøret i Farum ikke scoret siden første spillerunde i Superligaen. Alligevel greb han chancen, da han i karantæneramte Kamil Wilczeks fravær fik en sjælden plads i startopstillingen.

Til stor forløsning for ham selv:

»Det er det, der er det skønne ved fodbold,« siger han.

»Jeg har siddet i så lang tid og ventet på chancerne, og når de så kommer, så handler det om at være klar til det. Derfor kan man også se ved målet, hvor stor en forløsning, det var for mig. Så jeg er meget fortrøstningsfuld for fremtiden,« siger han.

Målet var med til at tage pusten fra et jagtende FC Nordsjælland-mandskab og endte med blive afgørende for, at Brøndby nu rykker fem point fri af forfølgerne for FC Midtjylland.

Derfor ville Mensah gerne indrømme, at sejren sejrens smagte ekstra godt denne forårsaften:

»Når du er med på holdet, føler du, at du er med i sejren. Men man skal huske på, at det her er et mesterskabshold, så i dag er vi ekstra glade for sejren, fordi vi spiller os i en god position,« siger han.

»Målet giver noget selvtillid, og det skal jeg bygge videre på. Der er en rigtig stor selvtillid på holdet, fordi vi har vundet så mange kampe, og at jeg som angriber kan komme ind og bidrage med et mål, som jeg skal giver mig personligt et stort boost.«