Lyt til artiklen

I den første kamp efter fyringen af Jess Thorup vandt FC København knebent med 1-0 hjemme over AGF.

Jacob Neestrup fik en forløsende debut som cheftræner for FC København, som vandt 1-0 hjemme over AGF i Superligaen søndag aften.

Det var den første kamp efter fyringen af Jess Thorup, og derfor hvilede mange øjne på FCK.

Kampen var delt op i to dele. En kedelig første halvleg uden de store chancer. Og en underholdende anden halvleg med masser af chancer og tempo.

Det skyldtes mest af alt FCK, som hverken kunne eller ville i første halvleg og først fandt melodien i anden halvleg.

Kampens enlige mål blev scoret af den indskiftede midtbanespiller Lukas Lerager efter 82 minutter.

Inden da havde FCK og Neestrup i perioder ledt længe efter det gode fodboldspil.

I første halvleg spillede FCK langsomt og uden idéer, der manglede flow og kreativitet i spillet, som mest foregik nede på egen banehalvdel.

De fleste FCK-afleveringer gik bagud, og der blev ikke risikeret noget som helst med bolden.

Den bedste FCK-chance i første halvleg tilfaldt backen Kevin Diks, der sparkede langt over mål.

AGF pressede FCK godt, men kom også kun frem til sporadiske chancer.

Hovedstødene fra Patrick Mortensen og Tobias Møllgaard var bedste tilbud til AGF, som manglede offensiv slagkraft.

Neestrup valgte at skifte Hakon Haraldsson ind i stedet for en sjældent anonym Rasmus Falk efter 38 minutter. Modigt valg af den nye træner.

Mens første halvleg var en ørkenvandring, blev anden halvleg langt mere spændende at se på for de 26.364 fremmødte tilskuere i Parken.

Især Mohamed Daramy havde brugt pausen til at få genopladet batterierne.

FCK-kantspilleren var pludselig flyvende og voldte AGF store problemer med vellykkede driblinger og nærgående afslutninger.

Det var også Daramy, der førte bolden frem ved kampens enlige scoring. Daramy fandt Haraldsson, som lagde bolden til rette for Lerager, der hamrede den fladt i mål.

Lerager drønede jublende ud langs sidelinjen og gjorde honnør foran Neestrup, der kvitterede med et kram.

Stemningen i Parken gik fra anspændt og nervøs til euforisk.

Kampen blev i øvrigt afbrudt i flere minutter grundet pyroteknik bag det ene mål, hvor FCK's mest inkarnerede fans sad. Det kan godt få et efterspil.

Du kan genopleve kampen og de efterfølgende reaktioner på den i livebloggen herunder.