Niels Frederiksens kontrakt som Brøndby-træner udløber til sommer. Skal han fortsætte?

I et forsøg på at blive klogere på situationen har B.T. sat Niels Frederiksen stævne til en snak om Brøndby-projektet, de mange fremtidsspekulationer og drømmen om en helt særlig rejse et stykke nede ad vejen.

Du har været Brøndby-træner i snart halvandet år. En tid præget af salg af profiler og en økonomisk nedjustering. Hvordan har det været at være træner i den situation?

»Det har været spændende, men også udfordrende. Der er sket nogle omvæltninger, og det er ikke, fordi det kommer som en overraskelse for mig, at vi er gået den vej som klub. Det vidste jeg godt ventede. Folk skal forstå, at det ikke er en gemen slankekur, vi er på. Det er en livsstilsændring, hvor vi skal sørge for, at vi får en sundere, bedre og mere bæredygtig klub på den lange bane.«

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Man har kørt med meget store underskud over nogle år og har været en klub, der udadtil satsede på talentudvikling, men man brugte ikke mange af sine egne unge spillere. Vi er nået rigtigt langt med at integrere og implementere de unge spillere. Det er jeg meget tilfreds med. Der er lavet et rigtigt godt forarbejde i Masterclass, som måske ikke altid er blevet påskønnet af resten af fodbolddanmark. Og det er derfor, vi relativt hurtigt og tidligt har kunnet integrere de unge spillere i det omfang, vi har.«

Har du sat det aftryk, du håbede på?

»Jeg synes egentlig, at jeg har sat det aftryk, som jeg mener, man med rette kan forvente. Sådan vil jeg hellere sige det. Man håber altid på, at man skaber rigtigt gode resultater. Jeg synes bestemt ikke, resultaterne har været dårlige i min periode i klubben. Overhovedet ikke. De har været, som man kunne forvente set i store træskolængder.«

Du har kontraktudløb til sommer. Og når man ser udtalelser fra dig, virker det ikke til, at det går dig specielt på. Fylder det noget for dig?

»Nej. Det gør det egentlig ikke. Det fylder faktisk ikke rigtig noget for mig.«

Hvordan kan det være?

»Ja, ved du hvad… Jeg tror, jeg er lidt easygoing, er jeg ikke det? For mig er det ikke afgørende. Jeg lever lidt i nuet. I den her branche kan det pludselig være overstået i morgen eller i overmorgen. Det ved man jo aldrig. Sådan er det bare. Derfor bekymrer jeg mig ikke så meget om fremtiden. Jeg er sikker på, jeg nok skal finde noget fornuftigt at lave fremadrettet. Også efter 30. juni næste år. Uanset om det bliver her, eller hvis det bliver noget andet.«

Har du lyst til at blive?

»Spørgsmålet er mere, synes jeg, både fra klubbens og mit eget synspunkt, om vi fortsat er et godt match. Og det afhænger jo af, hvad klubben vil. Det kan godt være, klubben vil noget, hvor jeg ikke synes, det er et godt match. Eller hvor klubben vil noget, hvor de siger 'Så er Niels sgu ikke det rigtige match'. Det skal vi selvfølgelig på et tidspunkt drøfte og tage stilling til. Men jeg har ikke noget hastværk, og jeg tror også, at klubben har det på samme måde.«

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Men I skal jo have snakken på et tidspunkt. Bliver det inden årets udgang?

»Selvfølgelig skal vi have snakken. Men hvornår og hvordan finder vi nok ud af på et tidspunkt. Det her er ikke møntet på mig og min situation i Brøndby, men jeg kan nogle gange undre mig over den offentlige debat, når en træner har kontraktudløb. Jeg synes, man tager træneren for givet, gør man ikke det? Man stiller spørgsmålet 'vil klubben forlænge med træneren?'. Og hvis klubben vil det, gør træneren det selvfølgelig også.«

Jeg spurgte også, om du havde lyst til at forlænge.

»Og det svarer jeg ikke på. For jeg siger bare, at det afhænger af, om vi er et godt match. Nogle gange tager man bare træneren for givet i sådan en situation, og det er helt generelt sagt og har ikke noget at gøre med min situation. Det gør man bare. Og det ved jeg egentlig ikke, om jeg synes, man skal. Det kan jo også være, der var en træner, der synes, at 'hmm, jeg har sgu lyst til at bruge mit liv på noget andet'. Det kan man jo ikke udelukke.«

Der skal to til tango.

»Ja, det skal der jo. Men det var bare en helt generel betragtning i forhold til kontraktudløb hos trænere. Men vi må se.«

Synes du, du har gjort nok til at fortjene en forlængelse?

»Det tror jeg ikke, jeg vil udtale mig om. Det må vi lade andre om at vurdere.«

Hvordan plejer du at gribe kontraktforhandlinger an? Har du en agent, eller står du selv for det?

»Det tror jeg egentlig heller ikke, jeg vil svare på. Jeg vil sige det sådan: Jeg opfatter ikke mig selv som værende helt hjælpeløs.«

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Du siger, du er 'easygoing'. Så usikkerheden om kontraktudløbet påvirker dig ikke? Er det bare sådan, du er som person?

»Jeg har aldrig været typen, der har lagt store karriereplaner. Det har jeg aldrig gjort. Jeg har aldrig lagt planer for, hvad jeg skal om et år eller to. Jeg har altid haft et princip om, at når der opstod en spændende mulighed, så skulle jeg denondelyneme ikke sige nej.«

»Så skulle jeg springe på. Sådan har det været i mit liv helt generelt. Og jeg har bare en fast tro på, at jeg nok skal finde noget, der er interessant at lave. Så det er ikke noget, der bekymrer mig. Skulle jeg på et tidspunkt af mit liv rive et år ud af kalenderen og rejse verden rundt, så kunne det også godt være fint for mig.«

»Jeg tror ikke, man skal være for bekymret i fodboldverdenen, for så bliver det svært at være her. Jeg tror ikke, jeg ville kunne fungere i den verden, hvis jeg hele tiden tænkte: 'hvad nu hvis'.«

I en coronafri verden, hvor ville du så rejse hen, hvis du tog et år ud af kalenderen?

»Jeg har haft et projekt i tankerne, når jeg engang får muligheden for at rive et år ud af kalenderen. Det kan blive engang i fremtiden. Mit projekt hedder 14 gange 24. Det betyder, jeg skal finde 24 steder på jorden, jeg har lyst til at besøge i 14 dage – og det svarer til et helt år. Der er nogle af mine gode venner, der har sagt, jeg skal bryde det ned i nogle mindre enheder, ellers bliver jeg sindssyg. Og det kan da godt være, de har ret i det. New Zealand, Australien, Grønland. Det er nogle af de lande, jeg kunne tænke mig at besøge.«

Brøndby møder OB søndag klokken 16.