FCN var foran i det meste af kampen, men Esbjerg vandt 2-1 på mål af Nicki Bille og Lasse Rise. Det udlignende mål kom efter et forkert dømt straffespark.

Efter nederlag ude mod Viborg fik Jonas Dal en sejr i sin hjemmebane-debut som træner for Esbjerg. Sejren var fortjent, men kontroversiel.

FC Nordsjælland kom foran efter ti minutters spil, da Nicklas Mouritsen modtog en god bold i dybden i gæsternes venstre side. Han sendte kuglen ind på midten, hvor Marcus Ingvartsen sparkede den i kassen.

Det så længe ud til, at FCNs spinkle føring ville holde hjem, selvom Esbjerg havde de fleste og de største muligheder. Nicki Bille ramte bl.a. overliggeren.

Det blev også Nicki Bille, der udlignede, men det var højst kontroversielt.

Jerry Lucena fyrede af fra kanten af feltet, men han ramte FCNs Andreas Maxsø i hovedet. Ikke desto mindre dømte Jakob Kehlet straffespark, og Nicki Bille omsatte det store tilbud til mål.

To minutter senere sendte Mikkel Vestergaard en skøn frispilning afsted i Esbjergs højre side til Lasse Rise, som kanonerede bolden op i modsatte målhjørne.