Hip, hip, hurra!

En gammel dame fylder år.

7. september er det nemlig 80 år siden, Odense Stadion blev indviet med en kamp mellem et udvalgt Odense-hold – bestående af spillere fra både OB, B1909 og B1913 – og de forsvarende danske mestre fra BK Frem.

Københavnerne vandt overbevisende 6-2, men det tog ikke glæden fra de lokale, der endelig havde fået et rigtigt fodboldstadion.

Siden spillede både 9'erne, 13 og OB sine hjemmekampe på »Folkets Teater«, og alle tre klubber var i storhedstiden i stand til at samle op imod 15-20.000 tilskuere.

Små 10.000 så B1913 banke luxembourgske Spora med 9-2 i september 1961, og blot en måned senere var knap 30.000 på plads, da mægtige Real Madrid med stjerner som Ferenc Puskas, Francisco Gento og Alfredo Di Stéfano gæstede Odense.

Ungareren scorede to mål i madrilenernes 3-0 sejr over B1913.

Real Madrid kom forbi igen tre år senere. Denne gang var B1909 modstanderen. Walter Richter og John Danielsen scorede i 2-5 nederlaget.

I mellemtiden havde 30.924 overværet en kamp mellem B1913 og Esbjerg i 1963. Det er fortsat tilskuerrekord på Odense Stadion, der i dag har plads til 15.790 tilskuere og hedder Nature Energy Park.

Dermed er stadionet det femtestørste i Danmark.

En enkelt gang har Odense Stadion lagt græs til pokalfinalen. OB slog AaB over to kampe – begge i Odense.

Det danske herrelandshold har spillet otte kampe i byen, mens kvindelandsholdet har spillet 14.