En millionkrig om den danske landsholdsspiller Pione Sisto udspillede sig torsdag i retten i Herning.

Striden drejer sig om 1,5 millioner kroner, som agenten Alan Hvedehave føler sig snydt for i forbindelse med Pione Sistos skifte fra FC Midtjylland til Celta Vigo i sommeren 2016.

Det er Angelo Sisto, Pione Sistos bror og agent, der har stået for skiftet til Celta Vigo, men ifølge Alan Hvedehave, der har gode kontakter i det spanske, havde han en klar aftale i forbindelse med overgangen med Sisto-lejren om 1,5 millioner kroner, da Alan Hvedehave stod som mellemhandler i transferen grundet sine gode forbindelser i det spanske.

De penge har Angelo Sisto, til trods for at Alan Hvedehave mener at have mundtlig dokumentation for deres aftale, ikke betalt, og derfor er sagen endt i retten.

»I sommeren 2016 havde vi en aftale om fire klubber, som jeg var en del af, og der var en af klubberne Celta Vigo. Og Pione endte i Celta Vigo, og han (Angelo Sisto, red.) manglede bare at løfte telefonen og reelt betale mig for den aftale, vi havde lavet. Det er der, vi er. Vi lavede en mundtlig aftale, og nu skal retten afgøre, om den er gældende. Det er sagens kerne. Forløbet har været modbydeligt, og jeg måtte sidde 14 dage i Vigo og vente på, at han kom gående,« siger Alan Hvedehave, der efter ni måneders tavshed fra Angelo Sisto har set sig nødsaget til at gå rettens vej.

»Jeg har prøvet at få fat i gutten i lige så lang tid, som en graviditet varer. Til sidst måtte jeg skaffe en optagelse på lydbånd, hvorpå han bekræfter, at vi har en aftale, og så slæbe ham i retten derefter. Det er trist og ærgerligt for Pione, at det her skal ende i pressen og fjerne fokus fra det, det her reelt handler om, nemlig at det var det rigtige skifte for hans fodboldkarriere, men han mener så åbenbart ikke, at der skal betales. Det mener min advokat og jeg,« siger Alan Hvedehave og tilføjer:

»Jeg håber, at jeg får ret, også for at det skaber præcedens for den videre færd i vores agentverden. At når man laver en aftale, så har man altså lavet en aftale. Og så kan man ikke undvige den. Det er vigtigt, at vi som agenter kan samarbejde, for der er ikke nogen agenter, som har et netværk i samtlige 10.000 klubber, der findes i verden. Vi skal bruge hinanden og kunne stole på hinanden. Så det er også en principiel sag. Det er sin første af sin slags, og den er ikke rigtigt omfattet af nogen love, for DBU kræver, at der skal være underskrifter, og det har Pione Sisto med sin bror. Det her handler bare om den aftale, Angelo laver med mig ved siden af med de fire klubber, og den aftale har han åbenbart ikke tænkt sig at håndhæve,« lyder det fra Alan Hvedehave, der ud over ønsket om at få pengene håber:

»At det også inde hos DBU sætter nogle tanker i gang og siger: Hvem er det, vi har gang i, og hvorfor er det, vi gør, som vi gør. Og hvad skal der komme ud af det her. Bliver Angelo dømt, så har han ikke opretholdt den gode skik i branchen, så jeg håber lidt, at han ikke gør det igen, når vi får dommen.«

Pione Sisto blev i 2016 solgt for 45 millioner kroner, og det var klubrekord for FC Midtjylland. Det salg blev denne vinter overgået af Alexander Sørloths overgang til Crystal Palace.

BT har uden held forsøgt at indhente en kommentar fra Angelo Sisto til retssagen, der begyndte torsdag og slutter med domsafsigelse 10. maj.