Højt at flyve – dybt at falde.

AaBs Kasper Høgh har vist lovende takter med to scoringer i to kampe, siden han kom til klubben i vinterpausen.

Og det resulterede i søndagens hjemmekamp mod Vejle i en plads i startopstillingen.

»Det var fedt. Jeg fik 90 minutter, det har jeg aldrig prøvet før,« lyder det begejstret fra Kasper Høgh efter kampen.

Men trods den muntre tone, så kan angriberen ikke være tilfreds med kampens forløb. Det blev nemlig ikke til mange chancer for nogen af holdene og dermed endte kampen uden scoringer.

For Kasper Høgh betød det også, at hans korte stime med to scoringer i to kampe i træk blev brudt. Dermed kom Høgh ned på jorden igen efter sin flyvende start.

»Jeg er aldrig tilfreds, når jeg ikke scorer. Men ellers var det okay. Jeg havde selv en stor chance, som jeg godt kunne have puttet ind,« siger Kasper Høgh.

Den midlertidige cheftræner i Aalborg, Oscar Hiljemark, ser dog også lyspunkter i Kasper Høghs præstation, selvom han ikke havde en eneste afslutning inden for rammen.

»Kasper gør en fin indsats. Det var to store stærke midtstoppere, han var oppe imod, men han kommer i boksen og vinder en del bolde,« siger træneren anerkendende.

Om det er nok til at sikre endnu en plads i startopstillingen, men tiden vise. I mellemtiden kan den nye mand i Aalborg glæde sig over, at han er landet et sted, hvor opbakningen er stor.

»Det er de flinkeste mennesker. Nordjyder er jo totalt nede på jorden – slet ikke tunge at danse med, så jeg er glad for at være her,« siger Kasper Høgh.