Magtfordelingen mellem de to største klubber i Danmark har været klar de seneste mange år. FC København har været storebror, mens Brøndby har været lillebror.

Men i denne sæson er det Brøndby, der har overtaget, og med en andenplads i Superligaen og 17 point ned til FCK på sjettepladsen er klubben fra Vestegnen i høj grad mesterskabskandidat.

Det ser mere end svært ud for FCK at genvinde mesterskabet. Klubben er stadig med i Europa League, men her venter storklubben Atlético Madrid, som FCK ikke levnes store chancer for at komme forbi.

Så skal der sølvtøj i trofæskabet, skal det højst sandsynligt hentes i pokalturneringen, hvor de danske mestre søndag tørner sammen med Brøndby på hjemmebane.

Kampen bliver en gentagelse af finalen fra sidste år, hvor FCK vandt pokalturneringen for tredje år i træk.

Men Brøndby-målmand Frederik Rønnow hæfter sig ved, at hans hold har vundet de to seneste opgør mod FCK i Superligaen.

»Vi tager både de to seneste kampe mod FCK med, men vi tager også en masse selvtillid fra efterårets afslutning med, for der præsterede vi rigtig godt.«

»Vi har gjort det godt mod dem før, der er tro på tingene, vi kommer med selvtillid og nogle rigtig gode spillere, så vi tror selvfølgelig på det,« siger målmanden.

At det er vigtigt for FCK at få succes i pokalturneringen, hænger målmanden sig ikke i. Han har kun fokus på sit eget hold.

»For mig er det underordnet, hvordan FCK's sæson er. Det handler om os selv. Vi var i en pokalfinale sidste år, og det var kæmpe stort, så det vil vi også gerne i år,« siger Rønnow.

Brøndby-træner Alexander Zorniger mener, at kampen er vigtigere for FCK, end den er for Brøndby, men han understreger vigtigheden af pokalturneringen.

»Kampen er vigtigere for FCK, men derfor vil det ikke være i orden, hvis vi taber kampen. Men det er rigtigt, at FCK lige nu er tættere på at vinde pokalturneringen end på at vinde ligaen.«

»Vi er lige så fokuserede på pokalturneringen, som vi er på Superligaen. Som jeg tidligere har sagt, så er pokalturneringen den hurtigste vej til succes.«

Brøndby har ikke hentet forstærkninger til truppen i det netop overståede transfervindue.

Rønnow var tæt på at blive sendt til Premier League-klubben Crystal Palace, men buddet fra englænderne kom for sent, og derfor er han stadig i Brøndby.

FCK har hentet profilen Robert Skov i Silkeborg og landsholdsspilleren Viktor Fischer i Mainz.

FCK-træner Ståle Solbakken fortæller, at Fischer højst sandsynligt får debut søndag.

»Viktor er i truppen. Om han spiller 5 minutter, 45 minutter eller 90 minutter, det må vi se på. Han mangler nogle minutter i benene, men de kommer nok på søndag.«

Kampen spilles søndag klokken 12.30, og vinderen møder Sønderjyske i kvartfinalen.

Forårssæsonen i Superligaen fløjtes i gang 9. februar, og dagen efter møder FCK Randers på hjemmebane. 11. februar spiller Brøndby mod konkurstruede Lyngby på udebane.

/ritzau/