850 millioner kroner.

Det er det, der er på spil, hvis de nuværende coronarestriktioner, der maksimalt tillader 500 tilskuere, fortsætter sæsonen ud i Danmark.

Ligesom så mange andre brancher har dansk fodbold været et stort offer for coronavirussens solide tag i verden på grund af de tomme tribuner til Superliga-kampe.

De 500 tilladte tilskuere tæller både presse, spillere og stab til kampene, og det er ærgerligt, mener Claus Thomsen, der er direktør for Divisionsforeningen.

Inden restriktionerne blev lavet om igen, var der lavet en ordning, så der kunne komme mere end 500 tilskuere til fodboldkampe.
Inden restriktionerne blev lavet om igen, var der lavet en ordning, så der kunne komme mere end 500 tilskuere til fodboldkampe. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Over for B.T. forklarer han, at situationen allerede er alvorlig for Superliga-klubberne:

»Det, vi har på spil, ligger i størrelsesordenen omkring 850 millioner for Superligaen og 1. division – og det er kun i denne sæson. Klubberne har slet ikke fået sparket deres sæson i gang, selv om alle parter havde deres forholdsregler på plads.«

Ifølge Claus Thomsen burde det være tilladt med flere mennesker på stadion, så længe det er forsvarligt. Både af hensyn til fans, men også sponsorer og de samarbejder, der er i dansk fodbold.

»Vi respekterer sundhedsmyndighedernes anbefalinger, men vi har i løbet af foråret og sommeren vist, at vi kan eksekvere forsvarligt. Det synes vi, at man så hurtigt som muligt skal have med i overvejelserne,« siger han.

Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.
Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

For de nuværende restriktioner skader nemlig dansk fodbold på både den korte og den lange bane, og derfor er de økonomiske konsekvenser da også tæt på uoverskuelige.

»Det er allerede for alvor problematisk. Konsekvenserne er så store, og det er ikke bare på grund af beløbet. Der er partnerskaber, der ikke vil blive fornyet, og relationen mellem fans og klubberne bliver mindre,« fortæller Claus Thomsen og tilføjer:

»Det vil give en langvarig økonomisk skade, som vil være svær at rette op på, og det kan man ikke bare gøre fra den ene dag til den anden.«

Der er endnu ikke konstateret ét eneste tilfælde af spredning af smitte i de 46 Superliga-kampe, der er afviklet, siden fodbolden begyndte at rulle igen i slutningen af maj.

Tidligere var der ellers lavet en 'Superliga-ordning', der tillod flere end 500 mennesker på stadion.

Noget, der betød, at FCK havde udsigt til at få over 12.000 fans ind til derbyet mod Brøndby 20. september. Men sådan gik det ikke.

Restriktionerne blev ændret fra 18. september – først i hovedstadskommunerne og siden i resten af landet – så der herfra kun måtte være maksimalt 500 på stadion, efter der ellers var blevet åbnet for flere.

I første omgang lød det, at tiltaget var gældende til 4. oktober, men det er blevet forlænget med to uger, så det gælder til 19. oktober.

Den netop overståede runde i Superligaen var den fjerde i denne sæson, og lige nu er der landsholdspause, inden det gælder runde fem, der også bliver ramt af restriktionerne.