Allan Sousa kunne for to år siden være skiftet til Brøndby, og B.T. kunne dengang afsløre, at de blågule lagde et bud i Vejle, som også involverede Rezan Corlu den anden vej.
Det blev dog afvist, og sidste sommer rykkede han så i stedet til AaB, men nu afslører han, at Brøndby igen har meldt sig på banen:
»Min agent er i god kontakt med klubben (AaB, red.) og har hørt, at der er mange rygter om klubber, der spørger ind til min situation i AaB. Jeg har bare talt med min agent om at tage sig af det, for mit fokus er kun på at spille,« siger han og tilføjer så:
»Da jeg var i Vejle, fik jeg et tilbud fra Brøndby, og efter jeg er vendt hjem fra ferie i Brasilien, har jeg fået at vide, at Brøndby igen er interesseret, det er en form for rygter, men som jeg har sagt, er mit fokus på at spille, og så må klubben og min agent tage sig af det andet.”
Og han lægger da heller ikke skjul på, at Brøndby er en klub, han gerne ser sig selv i.
»Dengang i Vejle tænkte jeg også, at det kunne have været et stort skridt for mig, Vejle var også gode på det tidspunkt, men når man sammenligner, er Brøndby jo en af de største klubber, så selvfølgelig var jeg interesseret i et skifte, men Vejle afviste det. Jeg har en aftale med AaB, og så må vi se, hvad der sker denne sommer.«
»Jeg ved, at der har været flere konkrete bud på mig, men indtil videre er jeg stadig AaB-spiller.«
I dag er han altså at finde i 1. division efter en skuffende sæson i AaB, hvor han trods nedrykning var et lyspunkt. Den brasilianske troldmand lavede otte mål og seks oplæg i Superligaen, og i pokalen hamrede han fem mål ind i seks kampe.
Mod slutningen af sæsonen blev han dog skadet, så han var ikke med i pokalfinalen, ligesom han sad ude, da AaB ramte den totale nedtur i de afgørende kampe og rykkede ud.
»Ingen troede på, at vi kunne rykke ned, men det er et faktum nu, og vi må prøve at få det bedste ud af situationen nu. Det er første gang i klubbens historie, at vi spiller i 1. division, og det føles lidt mærkeligt. Det er kun få måneder siden, at vi spillede pokalfinale i Parken mod FC København, og nu har vi lige mødt et hold (B.93, red.), der er kommet op fra den tredjebedste række,« siger han og tilføjer:
»Det vil man aldrig glemme, men vi må forholde os til situationen, og vi skal have AaB tilbage i Superligaen hurtigt.«
Men måske modtager AaB endnu et bud fra de mange interesserede klubber, som de ikke kan afvise, så det bliver uden den 26-årige Allan Sousa i truppen.