Han kom på rigtig manges læber for små ni måneder siden, da hans to mål slukkede Brøndbys mesterskabsdrømme. Og nu er Kjartan Finnbogason tilbage i den bedste danske række.

»Jeg får stadig beskeder og lidt flere, nu hvor jeg er kommet tilbage,« siger Kjartan Finnbogason, der nu tørner ud for Vejle, til B.T.

»Men det er bare en del af det på de sociale medier. Der må man bare være klar til at modtage beskeder, for det kan man ikke undgå. De har ikke glemt mig endnu, men der er heller ikke gået så lang tid,« siger Kjartan Finnbogason.

Det var i næstsidste spillerunde af sidste sæson, at han med to mål i kampens døende minutter ikke blot sikrede AC Horsens et point. Han forvandlede også fest til nedtur på Vestegnen, hvor mesterskabet blev sparket hen i fødderne på FC Midtjylland.

En aften, som Kjartan Finnbogason husker tilbage på med blandede følelser.

»Det var mest bare sindssygt fedt. Jeg elsker at lave mål. Jeg er sådan set ligeglad med, om det er mod Brøndby eller andre hold. Lige i de 10 minutter, da jeg var på banen, var jeg slet ikke klar over, hvor stort det var. Det kom nok først til mig bagefter. Når man ser tilbage, er jeg bare stolt over måden, jeg fik sagt farvel til Horsens på. Det var det, jeg tænkte mest på. Det var ikke at gøre 'det onde' ved Brøndby. Sådan tænker jeg slet ikke,« siger Kjartan Finnbogason.

Men kampen fik et voldsomt efterspil. Først på stadion, hvor vrede tilhængere stormede banen og ville have fat i spillerne, som måtte lukkes inde i omklædningsrummet. Det stoppede dog ikke her for Kjartan Finnbogason. For han blev ringet op af sin au pair, der var alene hjemme med børnene. Der stod en gruppe vrede fans uden for døren og råbte. Noget, der var med til at ødelægge det, der ellers var en glædesdag.

»Det var ubehageligt den aften efter kampen og nogle dage efter, hvor vi fik nogle trusler. Når jeg kigger tilbage, var det bare en fed periode. Men det var lidt mærkeligt. Det ødelagde stemningen for mig og mit farvel. Når jeg kigger tilbage, er jeg kun stolt over at give den klub - der gav så meget til mig - den oplevelse, de fik på stadion med rekordmange tilskuere. Det var en ære at få lov at være med til,« siger Kjartan Finnbogason.

Kjartan Finnbogason (th.) spillede før for AC Horsens.
Kjartan Finnbogason (th.) spillede før for AC Horsens. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han fortæller, at det sværeste i situationen var, at hverken han selv eller konen var hjemme, da der blev banket på døren.

»Min kone var i Island på det tidspunkt. Min au pair var derhjemme med børnene alene. Det var det mest ubehagelige,« siger Kjartan Finnbogason, der skyndte sig hjem, så hurtigt han kunne.

Hans kone, der efterfølgende også modtog grimme beskeder, vidste kun, at han havde scoret to mål. Også for hende blev glæde pludselig vendt til frygt.

»Hun så bare på Livescore, at jeg havde scoret, og hun jublede helt vildt. Bagefter blev det så det helt modsatte. Hun blev bange og i tvivl om, hvad der foregik,« siger Kjartan Finnbogason, der også modtog dødstrusler.

Kjartan Finnbogason spillede for AC Horsens indtil i sommer, hvor han skiftede til udlandet.
Kjartan Finnbogason spillede for AC Horsens indtil i sommer, hvor han skiftede til udlandet. Foto: Henning Bagger
Vis mere

At den kamp og de to mål fik så meget opmærksomhed på både godt og ondt, kom bag på ham.

»Vi havde to kampe tilbage, og jeg fokuserede kun på os og mig selv. Jeg var meget overrasket over reaktionen og især efter kampen, hvor fansene gik amok. Jeg var lidt i chok. Sådan er livet. Det er fodbold, og det er følelser. Jeg er videre, og det håber jeg, de andre også er,« siger Kjartan Finnbogason.

Efter sidste superligasæson skiftede han til ungarske Ferencvaros, men det blev blot til en halv sæson, inden han vendte tilbage til Danmark.

»Det er sindssygt fedt at være tilbage. Jeg er meget glad for det. Jeg skal ikke lægge skjul på, jeg er lidt skuffet over, det ikke gik bedre, end det gjorde i Ungarn, men sådan er det nogle gange i fodbold,« siger Kjartan Finnbogason, hvis træner i Ferencvaros blev fyret, kort tid efter Finnbogason skiftede.

Efterfølgende fik klubben en ny træner, der 'ville noget andet', og selvom han havde sulten efter at spille, meldte Vejle sig på banen, og det kunne han ikke sige nej til. Samtidig ville familien også gerne tilbage til Danmark, og dermed gik det hele op i en højere enhed.

»Jeg ved, Vejle er en stor traditionsklub, der har vundet mesterskaber. Det er en klub, der hører hjemme i Superligaen, så da de spurgte, om jeg ville komme og hjælpe og nå den målsætning, lød det meget spændende. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg gerne ville skifte,« siger Kjartan Finnbogason.

I weekenden starter Superligaen, og der mangler blot seks modstandere i grundspillet. Brøndby er ikke iblandt dem, men det er FC København til gengæld.

Og i disse fankredse er Kjartan Finnbogason ikke glemt. For allerede nu er der oprettet en Facebook-begivenhed, der opfordrer til at give den 32-årige islænding en varm velkomst i Telia Parken den 3. marts. Og nogle foreslår endda, at der bliver lavet en tifo med ham. Et forslag, angriberen tager med ro.

»Hvis de vælger at gøre det, gør de bare det. Jeg er Vejle-spiller nu og håber, jeg bliver modtaget godt af vores fans. Det er det vigtigste for mig. Det er jo snart, når det er første hjemmekamp mod Sønderjyske, og det bliver sjovt. Alt det andet kommer bare, som det kommer. Hvis de (FCK's fans, red.) vælger at gøre det, får de sikkert et smil fra mig. Der har været meget opmærksomhed omkring det,« siger Kjartan Finnbogason med et grin.

Han understreger, at det fra nu af handler om at få point med Vejle. En klub, han roser for at have dygtige spillere og en god trænerstab, hvis spillestil har overrasket ham positivt.

Finnbograson mener også, at Vejle har fortjent flere point, end de har lige nu. Lige nu er Superligaen tæt, og Kjartan Finnbogason ser frem til et spændende forår, hvor klubben vil kæmpe for tre point. Hver gang.

»Vi går ind til alle kampe for at vinde. Det bliver sindssygt svært, og vi skal også have noget held. Det skal man ikke glemme. Ud fra det, jeg har set, ser det udmærket ud. Man kan altid forbedre sig. Jeg har hørt, de har manglet nogen til at lave mål, og så er det bare op til mig at fikse det problem. Så skal det nok gå godt. Det tør jeg godt sige,« siger Kjartan Finnbogason med et lille grin.