»Rygterne om min død er stærkt overdrevne.«

Ordene er den amerikanske forfatter Mark Twains, men de kunne lige så godt tilhøre David Nielsen.

For hvis nogen troede, at hans popularitet i Lyngby forsvandt, da han i efteråret sagde farvel til sidste sæsons bronzevindere og skiftede til AGF, kan de godt tro om igen.

Kongen af Kongens Lyngby hedder stadig David Nielsen. Bevares, han blev ikke hædret med statue og tre point, da lørdag aften for første gang siden sin afgang atter var tilbage på Lyngby Stadion. Her måtte han nøjes med 0-0, men alene hans entre på sin gamle hjemmebane viste, at han ingenlunde er glemt af sine gamle venner.

EN TEENAGER VAR KAMPENS BEDSTE. SE BTs KARAKTERER HER.

På Lyngby Stadion kommer spillere og trænere ind på banen i det højre hjørne. De startende venter i tunellen, mens stab og reserver lusker ind først. De første man passerer er Lyngbys fanklub, og da David Nielsen viste sit ansigt begyndte de straks at tromme taktfast. AGF-træneren gengældte hyldesten med klap, inden han vandrede ned og tændte op under sine nye venner i hvidt. Den anerkendelse i sig selv er et sjældent syn i fodboldverden, men da det skarpe øje samtidig kunne lure, hvordan nuværende Lyngbys nuværende træner, Thomas Nørgaard kom luskende i David Nielsens skygge uden at få bare tilnærmelsesvis samme velkomst, så viste det med al tydelighed, at den tidligere træner fortsat har en særlig plads i de kongeblå hjerter.

Selv forsøgte hovedpersonen at nedspille den særlige situation:

»Jeg var opslugt af kampen, så under kampen, var det ikke så specielt. Men jeg har haft en fantastisk tid her. Jeg var glad for, at de klappede af mig. Det er en del af fodbold at trænere og spillere kommer og går, og jeg synes, der var en god respekt omkring det i dag,« sagde han.

STOR MYSTIK OM SUPERLIGA-PROFILS SKADE

»Der er efterladt en masse gode minder her. Vi havde en super rejse med Lyngby her sidste år, og nu er jeg i gang med AGF-projektet, og det er det, jeg har fokus på, men derfor kan man godt vise lidt respekt for der, hvor man har været før.«

Samme respekt oplevede Casper Højer Nielsen, der i forbindelse med Lyngbys økonomiske problemer, fik oplæst sin kontrakt for at tage samme tur til Aarhus, som David Nielsen. Han løb i første halvleg forbi Lyngbys fans konstant og fik hver gang kærligheden at føle.

»Lige pludselig er fansene imod en. Det var anderledes, men da kampen er i gang, er det ikke noget, man tænker så meget over. Der skal være lidt lir, det var der i dag. Det var ikke noget, der påvirkede mig,« insisterede han.

BLEV OFRET AF CHEFTRÆNEREN: 'JEG GIVER EN FLØDEBOLLE'

Efter kampen kunne han og David Nielsen konstatere, at det for første gang nogensinde lykkedes AGF at holde nullet for tredje forårskamp i træk, men samtidig også, at holdet har ualmindeligt svært ved at få bolden i kassen i den anden ende:

»Vi lykkes med alting i dag på nær at score. Vi forsvarer sammen, angriber sammen og så er vi ikke mindst solide, når der kommer dødbolde imod. Lyngby har scoret på dødbolde i to af deres sidste tre kampe. Det gjorde de ikke i dag. Oskar Snorre er en ung målmand, som vi er nødt til at rose ekstremt meget. Han redder Lyngby i dag (i går, red.), lød analysen fra David Nielsen, der fortsat kan spejde langt efter de eftertragtede pladser i top 6.

»Folk taler om, at vi skal nå top 6. Det har jeg ikke fokus på. Jeg har fokus på, at vi skal blive bedre, end vi har været. I dag var et step op til trods for, at vi ikke får scoret, men alle kan se, vi er farlige i dag.«