Lyt til artiklen

Jores Okore, en af Superligaens bedst bevarede hemmeligheder, har fysikken til at spille i engelsk fodbold.

Det er gået stærkt for kun 19-årige Jores Okore. 

Stopperen debuterede i april for FC Nordsjælland i Superligaen og har spillet tre kampe for U/21-landsholdet.

Han drømmer om at spille i Chelsea. Store ambitioner om de største scener for en spiller, hvor kimen til karrieren blev lagt i B.93 og siden i FCNs ungdomsrækker.

Den fysiske råstyrke hos 19-årige Jores Okore er ikke til at overse - han er næsten lige så bred, som han er høj, og er da heller ikke selv i tvivl om, hvad hans største force er.

- Det er fysikken. Jeg synes også, at jeg er hurtig, selvom jeg ikke ser sådan ud, griner han.

Han drømmer om udlandet og Stamford Bridge.

- Jeg synes, at Chelsea er en god klub og har altid kunnet lide den. Den engelske spillestil passer mig godt. Der er mange fysiske dueller, og folk lægger sig ikke let ned, siger han.

Jores Okore, navnet lyder eksotisk, og forsvarsspilleren er da også født i Elfenbenskysten.

- Jeg kom til Danmark, da jeg var tre år. Først boede vi på Amager, og så flyttede vi til Nørrebro, da jeg var ni år.

De tre første leveår i Elfenbenskysten er glemt.

- Jeg kan ikke huske noget fra Elfenbenskysten. Hvis man prøver at huske tilbage, så føler jeg, at det er lidt opdigtet.

Der er altid mennesker, der fortæller om, hvordan jeg var, da jeg var mindre. Det er ikke noget, jeg selv erindrer. Folk siger, at jeg var lidt fræk, griner han stille.

Var der en bestemt grund til, at I kom til Danmark?

- Min far havde studeret forskellige steder i Europa, og han slog sig ned i Danmark. Han syntes, det var et dejligt land, derfor ville han have mig og min mor herop og leve sammen med ham, så vi kunne få den samme oplevelse. Så vi kunne være sammen med ham og se ham hver dag.

Hvor meget kontakt har du med din familie i Elfenbenskysten?

- Vi er der hvert tredje år, og jeg snakker meget med dem over telefonen og Facebook.

Følger De din karriere?

- Ja, det gør de. De er stolte af mig og meget glade.

Det samme gælder Okores forældre.

- De er megastolte, siger han og mærker vægten af sine ord:

- Det er svært at sætte ord på, hvor glade de er for, at det er lykkedes for mig at komme hertil.
Har ikke travlt

Selvom Jores Okore for alvor udviklede sit talent, da han kom til FCN, var det på B.93s baner, han først slog sine folder.

- Jeg startede som otteårig i B.93 på Østerbro. Jeg kæmpede hårdt for at holde mig i førsteholdstruppen og spillede lidt drenge- og juniorfodbold. Så skiftede jeg til Nordsjælland, da jeg var 15. Jeg har udviklet mig meget siden da, siger han.

FCN skrev i juni kontrakt med forsvars-kometen frem til 2015. Det glæder både spilleren og klubben.

- Jeg tænkte på, at jeg er glad for at være i klubben. Jeg er glad for at have fået chancen, så jeg vil gerne betale noget tilbage til klubben. Det er ikke sikkert, at jeg bliver her de næste fire år, men så betaler jeg tilbage til klubben ved, at de kan få et transferbeløb, hvis jeg skal videre, siger Okore.

- Jeg føler stadig, at jeg har rigtig meget at lære. Jeg kommer i klubben hver dag for at lære noget nyt, og jeg er glad for at få meget ud af det.