Udeholdet hev en tomålssejr med hjem fra den jyske hovedstad på mål af Joshua John og Kasper Lorentzen.

Topopgør i Danmarks bedste fodboldrække har i mange år hørt hovedstadsklubberne til, men fredag aften var det provinsen i øst mod provinsen i vest, der udgjorde hinandens modstandere, da AGF tog imod FC Nordsjælland på NRGi Park i Aarhus.

Begge hold var ramt af skader og karantæner før kampen, der var den fjerdesidste før vinterpausen, men AGF kunne dog præsentere Søren Larsen i startopstillingen for første gang i denne sæson. Larsen har siden slutningen af sidste sæson ikke kunne spille sig til en plads i startopstillingen, og har da også udtrykt sin utilfredshed herom.

Det var dog en anden mand fra AGF, der stjal rampelyset fra starten af kampen. 19-årige Frans Dhia Putros fik sin superligadebut for AGF, og beviste sit værd i den bedste fodboldrække med flere fine takter, blandt andet med en stor chance indenfor målrammen efter bare syv minutter. Den blev dog reddet af FC Nordsjællands bagerste mand, Jesper Hansen.

Første halvleg af kampen var generelt præget af mange store chancer til begge hold, men mange uskarpe afslutninger gjorde det svært at se, at kampen stod mellem Superligaens nummer to og nummer fire. De forsvarende mestre fra FC Nordsjælland var flere gange tæt på udligning, særligt på en kæmpe chance til Morten Nordstrand, der sendte et hovedstød forbi mål efter 17 minutter.

Første halvleg forblev målløs, men alligevel var der ingen udskiftninger i pausen, og begge cheftrænere udtrykte tilfredshed før anden halvlegs begyndelse. De var dog begge enige i, at skarpheden i afslutningerne manglede, og at det var, hvad der skulle rettes op på i de sidste 45 minutter af kampen.

Skarphed var dog ikke, hvad der prægede udeholdets scoring til 0-1 efter 56 minutter. Det var i stedet en regulær rodebutik i AGF’s målfelt, der til sidst forærede Joshua John chancen for at score, og den udnyttede han til FC Nordsjællandsk fordel.

Det krævede udskiftninger hos AGF, og Søren Larsen blev således hevet ud efter en times spil. Ind kom Superligaens topscorer Aron Jóhannsson, men lige lidt hjalp det. 65 minutter inde i kampen sendte FC Nordsjællands Kasper Lorenzen bolden i mål til 0-2.

Men en tomålsføring på udebane struttede FC Nordsjælland af selvtillid og satte i den grad tempo på kampen, men flere mål blev det ikke til, og FC Nordsjælland har nu for alvor skabt distance til Superligaens tredjeplads.