Emiliano Marcondes må siges at være et af de varmeste navne på det dansk transfermarked. Fredag eftermiddag strålede FC Nordsjælland-profilen på ny, da han med to mål var med til at sikre holdet en vigtig sejr over Sønderjyske, og står det til Marcondes selv, vil han også gerne blive i klubben.

Han er blot 22 år gammel. Alligevel har Emiliano Marcondes i denne sæson slået sig navn fast i den danske Superliga, hvor han har etableret sig som en af de største profiler hos FC Nordsjælland. Fredag spillede den offensive kreatør endnu en hovedrolle, da Farum-klubben slog Sønderjyske på udebane med 4-1, og trods den store omtale og et muligt skifte væk fra klubben, åbner FCN-profilen alligevel op for en mulig forlængelse med klubben.

»Lige nu tænker jeg bare på at gøre det godt i hver eneste kamp. Jeg tænker kun på at gøre det godt i nuet og gøre det godt næste gang. Mit fokus er i FC Nordsjælland, og jeg elsker at spille for Nordsjælland. Lige nu er det et rigtig godt hold, og der er måske nogle som ikke bliver i klubben til sommer, og det er lidt ærgerligt, for vi har et rigtig godt hold,« siger Emiliano Marcondes til BT.

Vil du gerne forlænge med FC Nordsjælland?

»Jeg har spillet i Nordsjælland i syv år, og det er et fantastisk sted at spille, så jeg ser mig hvert fald i Nordsjælland i et par år endnu. Det er klart, at mit mål er at komme til udlandet, men jeg tænker ikke så meget over, hvornår det skal være. Mit fokus er i Nordsjælland som sagt, og jeg elsker at være her, så det kunne sagtens ske, at jeg bliver her, lyder det endvidere fra FC Nordsjælland-profilen.«

Det er ikke kun Emiliano Marcondes selv, der håber på at blive i FC Nordsjælland. Også klubbens træner, Kasper Hjulmand, ser gerne sin offensive kreatør blive hængende i et par år, og står det til Hjulmand, er Emiliano Marcondes også at finde i FC Nordsjælland-trøjen efter sommerferien.

»De (Marcus Ingvartsen og Emiliano Marcondes, red) bliver også et stykke tid. Vi kører videre, og vi skal videre, så jeg regner ikke med, at de er væk til sommer,« siger Kasper Hjulmand til BT.

Med fredagens to mål mod Sønderjyske er Emiliano Marcondes nu oppe på 11 mål i Superligaen. Det er kun tiden, der kan vise, hvorvidt FC Nordsjælland-profilen også er at finde i klubben efter sommerens transfervindue.