AGF hev sig sejrrigt ud af den tætte duel med FC Nordsjælland, da aarhusianerne vandt 1-0 på Right To Dream Park på et tvivlsomt straffespark. En kamp, hvor AGF i det store billede snævert dominerede.

»Personligt synes jeg ikke, det var et straffespark. Kontakten sker uden for feltet, men jeg respekterer dommerens beslutning,« sagde FCN-skurken Abdul Mumin.

»Jeg fik ikke ordentligt ram på bolden. Jeg havde kunne forstå, hvis der blev dømt frispark, men jeg synes, det er hårdt at dømme straffespark.«

Skæbnen var hård for Abdul Mumin, der ellers havde spillet en solid kamp, men hvis forseelse formentlig ender med at koste FC Nordsjælland point.

AGF fejrer Patrick Mortensens straffesparksscoring.
AGF fejrer Patrick Mortensens straffesparksscoring. Foto: Lars Møller
Vis mere

»Det er meget skuffende. Det var jo målet, der afgjorde kampen,« sagde Abdul Mumin.

»Det eneste, jeg kan gøre, er at lære af det.«

Føles det uretfærdigt at tabe på den måde?

»Ja, hvis man putter det på den måde, kan man godt.«

Mustapha Bundu er blevet nedlagt i FCN-feltet. Straffe til AGF.
Mustapha Bundu er blevet nedlagt i FCN-feltet. Straffe til AGF. Foto: Lars Møller
Vis mere

I AGF-lejren var Mustapha Bundu, der fremprovokerede straffesparket, overbevist om, at dommeren traf den rigtige beslutning.

»Jeg har lige set den langsomme gengivelse, og jeg mener, at der bliver begået en forseelse. Det andet folk er i tvivl om, er, om forseelsen blev begået i feltet,« siger Mustapha Bundu.

»Men jeg havde bolden, og han ramte mig ikke uden for feltet. Måske var bolden uden for feltet, men min krop var i feltet. Det er dér, der var kontakt. Der var straffespark.«

AGF får med sejren vendt en stime på tre nederlag på stribe i Superligaen, mens FC Nordsjælland for første kamp taber på eget græs i sæsonen.