Undskyld, bare undskyld.

FC Nordsjællands uheldige sidste skanse, Andreas Hansen, kostede i overtiden sit mandskab en livsvigtig sejr i jagten på at undgå nedrykning fra Superligaen.

I kampen mod OB styrede FCN mod en tiltrængt sejr efter en sen scoring fra Andreas Schjelderup, men i overtiden tabte Hansen bolden ned for fødderne af OBs Isam Jebali, som med sin scoring i det tomme mål tyvstjal to point fra Farum-klubben, som endnu ikke har sikret sig en ny sæson i landets bedste række.

Trods brøleren var Andreas Hansen mand nok til at møde pressen med oprejst skaldepande efter at have undskyldt i omklædningsrummet over for sine holdkammerater.

Foto: Claus Bech
Vis mere

»Jeg føler mig som skurken, så jeg undskyldte og sagde til drengene, at de gjorde det pissegodt. Det er en ærgerlig følelse at stå med,« siger Andreas Hansen.

»Det er en del af det som målmand, nogle gange er man helt, i dag var jeg skurken. Det er bare videre med hård træning og så stå en god kamp næste gang. Den skal bare i glemmebogen. Det sætter sig ikke. Jeg har masser af selvtillid. Jeg ved, hvor god jeg er,« uddyber målmanden, som i januar blev lejet i AaB.

I sidste uge blev Andreas Hansen belønnet med en permanent kontrakt med FCN, hvor han har vist fine takter i foråret, men også har leveret et kostbart drop mod AGF. Om dagens fejl siger Flemming Pedersen:

»Det er ærgerligt. Det var for dumt. En målmandsfejl kan ske, men også optrækket til målet var for dumt, hvor vi smider bolden væk i stedet for at holde på den.«

FCN-træneren uddyber:

»Jeg har sagt til Andreas, at det er en del af spillet, og at han skal tage ved lære af det, at han ikke skal lægge sig ned for hurtigt, men det tager vores målmandstræner sig af. Han har sagt undskyld, og det er en del af spillet. Andreas er iskold, det viste han også mod AGF. Han spiller bare videre. Ingen panik.«

Trods den kolde afvasker mod OB tror Flemming Pedersen fortsat på overlevelse for FCN. Det samme gør Andreas Hansen:

»Det havde set godt ud med tre point, men vi går efter at vinde den næste kamp, så må vi se, hvornår og hvis overlevelsen kommer i hus,« siger målmanden.