I superligasæsonens foreløbigt mest seværdige opgør vandt FC Nordsjælland med 3-2 hjemme over Esbjerg efter en kamp, hvor føringen flere gange skiftede hænder.

Begge hold lod i den grad, det offensive spil rulle hen over kunstgræsset på Farum Park i en stærkt underholdende kamp. Efter en håndfuld store muligheder var det værternes Uffe Bech, der efter en halv times spil åbnede målscoringen. Den vævre angriber drejede flot Søren Christensens pasning over i det lange hjørne - utageligt for Esbjerg-målmand Martin Dubravka.
 
Otte minutter senere fik Esbjerg tilkendt et straffespark, da værternes Anders Christiansen uheldigt kom til at tage armen i brug i en glidende tackling i feltet. Østrigske Martin Pusic fik ansvaret, mens hans flade skud blev pareret af FCN-keeper David Jensen - og returbolden blæste Pusic langt over mål.

Og således kunne nordsjællænderne gå til pause med en 1-0-føring efter 45 hæsblæsende minutter.

Underholdningen fortsatte i anden halvleg. Martin Pusic revancherede sin straffesparksafbrænder, da han 15 minutter inde i halvlegen stangede udligningen i mål efter et flot indlæg af norske Mohammed Fellah. Og minuttet efter var kampen vendt helt på hovedet, da Jakob Ankersen flot sparkede bolden i mål til en vestjysk 2-1-føring.

Men bedst som det lignede, at gæsterne ville sætte sig på kampen, tog opgøret endnu en vild drejning. Uffe Bech drev gæk med Magnus Lekven, der blev tvunget til at nedlægge angriberen i feltet. Han eksekverede selv straffesparket. 2-2 på Bechs fjerde mål i tre superligakampe.

Og hjemmeholdets fans var knapt færdige med at juble over udligningen, da Morten Nordstrand blev sendt alene af sted mod Dubravka. Og på særdeles uselvisk vis spillede FCN-angriberen bolden på tværs til Joshua John, der kunne banke 3-2-føringen i nettet.

Det blev kampens sidste scoring, og dermed rykker nordsjællænderne op på en delt førsteplads. Esbjerg er derimod bundhold efter blot et point i sæsonens første tre kampe.