FC Midtjylland fortsætter oprustningen til den ny sæson. Torsdag formiddag har den nykårede mesterklub offentliggjort, at man har indgået en fem-årig kontrakt med 24-årige Ayo Simon Okosun, der senest har spillet i AC Horsens.

»Ayo er en spiller med klare kompetencer, men han er også en arbejdsom og viljestærk spiller, som via sin karriere indtil nu har bevist, at han er lærevillig og stædig i forhold til at nå sine fodboldmæssige mål« citeres FCM's sportschef Svend Graversen for at sige i en pressemeddelelse.

Den 197 centimeter høje Okosun glæder sig til udfordringen.

»Da interessen fra FC Midtjylland opstod, var det en nem beslutning for mig at takke ja, det er jo Danmarks bedste klub, og jeg ser mit skifte som det rigtige skridt i bestræbelserne på at udvikle mig yderligere som fodboldspiller,« siger han.

Indkøbet er langt fra det eneste, som FC Midtjylland har lavet i sommerens transfervindue, hvor klubben er gået shop-amok.

Blandt andet kom det tirsdag frem, at man har hentet Sammy Skytte i Silkeborg IF og Søren Resse i Viborg FF, som begge skal lejes ud til AC Horsens.

Herudover han man hentet den 24-årige canadier Manjrekar James på en fri transfer. Han kommer dog i første omgang ikke til at spille i FC Midtjylland eftersom det er besluttet at lade den fysisk stærke spiller udvikle sig yderligere hos samarbejdsklubben FC Fredericia.

Okosun træder direkte ind i førsteholdstruppen, som også er blevet forstærket af Mayron George, Dominick Drexler og Erik Sviatchenko.

 

Se også