Han er udlært maskinarbejder, og har været teamleder i Billund Lufthavns security-afdeling.

Men, men, men...

Siden FC Midtjylland 10. oktober forfremmede 51-årige Kenneth Andersen fra U19-træner til cheftræner for klubbens Superliga-mandskab, er det ikke længere muligt for ham at bevæge sig anonymt omkring i Herning, hvor han bor sammen med sin hustru Mette og to døtre.

»Jeg har aldrig følt noget behov for at være 'kendt', men vil man være Superliga-træner er det uundgåeligt, og det må jeg lære. Så den primære årsag til, at jeg takkede ja til FCM's jobtilbud var, at jeg ser store muligheder for, at klubben også fremadrettet kan være en magtfaktor i dansk fodbold,« siger Kenneth Andersen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

B.T. møder ham til en snak i et stille hjørne af kantinen på FC Midtjyllands træningsanlæg i Ikast forud søndagens Superliga-topopgør i Parken mod FC København.

Humøret er i top.

Men hvordan kan det være anderledes eftersom FC Midtjylland er ubesejret i de sammenlagt fem Superliga- og pokalkampe, som man har spillet under hans ledelse.

»Min start har været supergod. Og det er ikke kun resultaterne, der har været fremragende. Det samme har præstationerne. Men forudsætningerne var også i orden. Det arbejde som min forgænger (Jess Thorup, red.) havde lavet, inden han skiftede til Gent i belgisk fodbold var flot. Sammen med sit team havde han sørget for, at holdet både befandt sig i et godt spillemæssigt flow og var i mental balance. Men jeg vil ikke sætte mit lys under en skæppe. Der skal jo leveres fra min side for, at succesen fortsætter. Så selvfølgelig har jeg også haft indflydelse på, at det er blevet ved med at gå sådan,« siger Kenneth Andersen med et stort smil.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvad forventer du af topopgøret mod FC København?
»Det er en kamp, jeg glæder mig utroligt meget til. Og det bør tilskuerne også gøre. Jeg kan sagtens forestille mig, at det bliver et tæt og intenst brag. Sidst vi mødte FCK i Superligaen, vandt vi 3-1, og for et par uger siden besejrede vi dem 2-0 i pokalturneringen. Mentalt kan vi sagtens bruge de sejre til noget i opladningen.«

FCK-manager Ståle Solbakkens facon på sidelinien er meget direkte. Hvordan vil du tackle situationen, hvis han forsøger at påvirke dig med konfronterende bemærkninger?
«Det bekymrer jeg mig overhovedet ikke om. Nu har jeg stået overfor Ståle én gang. Ved den lejlighed opførte han sig pænt. Jeg forventer, at han vil gøre det samme denne gang. Hvad angår de fodboldfaglige kundskaber, har jeg kæmpe respekt for ham. Jeg er udmærket klar over, at Ståle Solbakken efter vores seneste kamp mod FCK udtalte sig mindre pænt om Erik Sviatchenko, men hvad han sagde, ønsker jeg ikke at forholde mig til. Ståle må gøre det, han synes er bedst, og så gør vi det på vores måde.«

Er du overrasket over, at det blev dig, der blev bedt om at tage over, hvor din forgænger Jess Thorup slap, da han stak afsted til Gent?
«Jeg har aldrig gået med en drøm om, at jeg skulle være Superliga-træner. Men jeg har da gjort mine tanker om, hvad jeg ville svare, hvis jeg på et tidspunkt blev spurgt. Var valget ikke faldet på mig, ville jeg fint have levet videre i mit job på FCM's akademi.«

Hvorfor tror du, at valget faldt på dig?
«Det tror jeg det gjorde, fordi klubledelsen kunne se, at jeg kunne føre de initiativer, der er sat gang i omkring holdet, videre.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvor lang tid inden præsentationen vidste du, at det skulle være dig, der de næste tre år skal være FCM-cheftræner?
«Fra jeg blev spurgt til jeg skulle svare, havde jeg 24 timers betænkningstid, men ærlig talt var jeg aldrig i tvivl om, at jeg ville svare ja. Jeg betragter det som et skulderklap fra ledelsen, at jeg blev tilbudt en forholdsvis lang kontrakt. Hermed viser de, at de både har tro og tillid til, at jeg er den rette mand til jobbet.«

Kan du forstå offentlighedens umiddelbare skepsis over, at FCM’s ledelse valgte at ansætte dig som cheftræner?
«Både og. Det er jo ikke så tit, at man i dansk fodbold forfremmer sin U19-træner. Men det er ofte sket i for eksempel Tyskland. Jeg forstår dog ikke, at der er nogle, der er overrasket over, at FCM gør det. For om nogen, har netop denne klub været gode til at rekruttere fra egne række. For eksempel er det ikke lang tid siden, at klubbens U17-træner (Svend Graversen, red.) blev ansat som sportschef.«

Er det et mål for dig at bevise, at det er muligt at gå fra succesfuld ungdomstræner til også at vise store evner som cheftræner på Superliga-niveau?
«Selvfølgelig. Ellers havde jeg aldrig sagt ja til jobtilbuddet.«

Hvordan har du det med, at FCM’s direktør Claus Steinlein har meldt ud, at han gerne ser dig lave 'en Alex Ferguson’, hvad angår langtidsansættelse?
«Jeg er glad for, at Claus siger det. Hermed indikerer han jo et håb om, at vi har gang i noget, der skal vare mange år frem i tiden. Men nu tager jeg i første omgang tre år, og så må vi se. For det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jobbet som træner slider.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Du er ikke den eneste, der er gået fra at være ungdomstræner til at være Superliga-træner. Thomas Frank og Jesper Fredberg har gjort det i henholdsvis Brøndby IF og AGF, men ingen af dem havde nævneværdig succes. Hvorfor kommer det til at gå anderledes godt for dig?
«Jeg tror der er mange ting, der spiller ind i forhold til timing; Hvor er klubben ledelsesmæssigt? Hvor er du selv, som træner? Hvordan er spillertruppen sammensat? Da jeg sagde ja, havde jeg en god fornemmelse. Jeg føler, der er god balance i de ting, klubben har gang i.«

For 10 år siden blev Thomas Thomasberg ansat som cheftræner i FCM. Samtidig blev du og Glen Riddersholm engageret som assistenter. Hvorfor holdt du kun halvanden sæson i det job?
«Thomasberg blev jo sidenhen fyret. I stedet ansatte man Allan Kuhn, der kun ønskede at have en enkelt assistent. Derfor besluttede vi, at jeg skulle være U19-træner igen. Man kan godt sige, at jeg i den periode for alvor fik smag for trænergerningen i Superligaen. Det gav mig en god ballast. Forinden synes selv, at jeg havde evner som U19-træner. Men efter at have snuset til Superligaen, blev jeg efterfølgende en endnu bedre U19-træner.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Kommer FCM’s førstehold til at ændre spillestil under din ledelse?
«I klubben har vi en klart defineret spil-filosofi. Vi vil gerne have et aggressivt udtryk og god duelstyrke. Det holder vi fast i. Men det er ikke sådan, at vi foretrækker et specielt system. Her kigger vi på, hvilke spillere hver årgang består af.«

»Hvad er dit og dit holds succeskriterie i indeværende sæson?
«Vi vil gøre alt for at genvinde det danske mesterskab og pokaltitlen. Det vi har rigtig meget fokus på er præstationerne. Det bliver dem, der kommer til at afgøre resultaterne. Så hvis vi fortsætter ad samme spor, som jeg er startet i, tegner det lyst.«