De midtjyske ulve viste guld-kynisme og slog FCK 3-1 på heden.

Det plejer at slå gnister, når FCM og FCK møder hinanden i Superligaen, men det plejer også at være sidstnævnte, der står som sejrherre. Sådan var det nemlig gået i syv af de seneste ti indbyrdes opgør, men søndag blev det billede for alvor vent.

»Jeg er rigtig tilfreds og glad.«

Ordene var Mikkel Duelunds efter 3-1 sejren over FCK, og de var meget sigende for den generelt stemning i FC Midtjyllands trup efter triumfen.

Den betyder nemlig, at FCM har bevist overfor både sig selv, FCK og resten af fodboldverdenen, at de ER det bedste hold lige nu – i hvert fald hvis man spørger dem selv.

LÆS OGSÅ: Viktor Fischer efter 1-3: Det her vil være en kæmpe fiasko

»Kampen viser, hvem der har sat sig på tingene i år. FCK virker svækket på selvtilliden, og de har selvfølgelig også lige fået en afklapsning af Atletico (Madrid, red.), men vi virker som et rigtig stærkt hold, og vi gik også ud satte tingene på plads i dag,« sagde Duelund, der som bedste spiller blev udråbt som kampens ulvekriger af hjemmepublikummet.

Selvom de midtjyske ulve endte som en fortjent sejrherre, så var det ikke, det billede tilskuerne fik at se i kampens første halve time. Her var det nemlig i stedet de københavnske løver, der bed bedste fra sig, og efter en god FCK-periode med flere gode forsøg, så bragte Pieros Sotiriou også de forsvarende Danmarksmestre i front – noget det også bekymrede den unge Mikkel Duelund for en stund.

»FCK tog over, og scorer et mål. Der ser det lidt skidt ud, men vi får vent det på hovedet og får scoret to mål. Vi har lidt en følelse af overskud, da vi går ind til pausen, og går så ud og kriger den hjem. Vi skaber også store chancer til at score flere mål, hvilket vi også får gjort til sidst. Det var en moden og meget professionel indsats,« sagde midtbanespilleren, der flot scorede det afgørende mål efter FCK’s William Kvist afleverede bolden lige i fødderne på ham uden for FC Københavns felt.

Anden sejr i træk

Sejren var FC Midtjyllands anden ud af lige så mange mulige i foråret. Derfor var det også en meget tilfreds midtjysk cheftræner, der kunne se FCK-spillerne traske ud i deres spillerbus med et skuffende 3-1 nederlag i bagagen.

»Jeg så et FC Midtjylland-hold, der havde overskud og teten, men også der var også slutprodukt, og det synes jeg var fedt. Vi formåede at ryste FCK, og da vi kom på 1-1 og 2-1, så virkede som om, vi fik startet tankerne hos dem om, at nu er det på vej nedad bakke igen – og de tanker kan være svære at slippe,« sagde Jess Thorup og tilføjede:

LÆS OGSÅ: To FCK-spillere dumper: Forrygende FCM spiller sig tættere på guldet!

»Vi har en anden tro på det, hvor vi bare kører derud hele tiden, og bare tror på os selv. Når vi kommer bagud, så tror vi stadig på det, og var nok den store forskel.«

En anden stor forskel er, at FC Midtjyske sørgede for at påføre FCK deres ottende nederlag i sæsonen, og sende dem 21 point efter Superligaens førerhold – nemlig FC Midtjylland. Og det var noget, der gav store smil hos manden i spidsen.

»Hvis man kigger på tabellen, så kan man godt snakke om et tronskifte. Jeg synes, vi var de fortjente vindere, og især i anden halvleg er vi klart bedre end FCK, og vi får en fortjent sejr,« forklarede Jess Thorup og fortsatte:

»Vi har ikke lagt skjul på, at vi gerne vil blande os, og nu ligger vi nummer et, så det ville være latterligt, så vi ikke går efter. Så ville folk sige, vi var useriøse, men Brøndby og Nordsjælland gør det jo også rigtig godt, så det bliver helt sikkert en kamp mellem os tre.«

LÆS OGSÅ: FCK-fans i stort dilemma: Men spillerne vil ikke hjælpe

Efter denne runde ligger FC Midtjylland fortsat nummer et og har faktisk udbygget deres forspring til tre point efter Brøndbys uafgjort resultat i Aalborg. Otte point efter ulvene ligger FC Nordsjælland som nummer tre.

PÅ VIDEOEN HER PÅ SIDEN KAN DU SE OG HØRE FCMs JAKOB POULSEN OG FCKs RASMUS FALK EFTER KAMPEN