Søndag aften måtte Nicklas Helenius bæres fra banen i kampen mellem FC Midtjylland og OB.

Det skete i kampens afslutning efter en hovedstødsduel mod FCM-forsvarsspilleren, Kian Hansen, som kom til at træde OB-angriberen på læggen på vej ned fra luftduellen.

Ved første øjekast så det ikke slemt ud, men Helenius vred sig rundt i smerte med det samme, og hurtigt gik alvoren op for både OB-spillerne og Kian Hansen selv. Han blev stående sammen med de mange OB-spillere, som forsøgte at berolige Helenius, mens holdlægerne forsøgte at finde ud af, hvad der var galt.

Og Kian Hansen var tydeligvis påvirket af situationen efter kampen.

OB's Nicklas Helenius bliver skadet i Superligakampen FC Midtjylland mod OB på MCH-Arena i Herning, 14. april 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
OB's Nicklas Helenius bliver skadet i Superligakampen FC Midtjylland mod OB på MCH-Arena i Herning, 14. april 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Han falder ned, og så kommer jeg til at træde på ham. Jeg tror, han vrider lidt i knæet. Det var jo ikke med vilje, og jeg håber, Nicklas kommer hurtigt tilbage«, sagde Kian Hansen, som også nåede at tale med Helenius efter kampen.

»Han er egentlig ved okay mod, synes jeg. Det er jo klart, han bliver forskrækket. Det er jeg sgu ked af, må jeg sige.«

Hvor slemt det præcist står til med Nicklas Helenius er stadig uvist. Og OB’s cheftræner, Jacob Michelsen, havde heller ikke overblik over skadens omfang efter kampen. Det eneste, han kunne konstatere, var, at det var knæet, den var galt med.

»Der, hvor der er is på, det er knæet. Men jeg er ikke læge, og jeg har ikke har været inde og haft fat i knæet. Det skal scannes, og så må vi se, hvor alvorligt det er. Vi håber ikke, det er slemt,« sagde Jacob Michelsen.

B.T. Sport har efterfølgende været i kontakt med OB, der melder ud, når omfanget af Helenius' skade kendes.

Helenius skal have scannet sit knæ for at vurdere skadens omfang, men er der tale om en korsbåndsskade, som noget tyder på, kan Helenius være færdig for i år.