FC Midtjylland skal forsøge at vinde guldet uden forsvarsspilleren Erik Sviatchenko. Profilen skal kikkertopereres og er ude af spil i resten af sæsonen.

Fodboldtilhængere i Herning og Ikast går i øjeblikket og drømmer om DM-guld i Superligaen. Med ni kampe tilbage af sæsonen ligger vestjyderne på førstepladsen, så der er grund til at drømme. Men vejen til guldet er på det seneste blevet svækket, da holdets store forsvarsprofil, Erik Sviatchenko, blev skadet i 5-1 sejren over FCK.

Mandag oplyser klubben, at Sviatchenko er blevet grundigt undersøgt, og at resultatet er, at han skal opereres i sin dårlige ankel i Portugal i denne uge. Det betyder, at Sviatchenko er færdig for sæsonen.

- Det er ærgerligt, men det er nødvendigt. Vi har gjort alt, hvad vi kunne de sidste 16 dage, hvor jeg har forsøgt at være på banen, men der er ikke sket de fremskridt, som vi havde håbet på. Derfor er der ingen grund til at udskyde den her uundgåelige operation, siger Erik Sviatchenko til fcm.dk.

Der resterer ni kampe af Superligaen, og de tegner til at blive ni af de vigtigste i FCMs korte historie. Men det bliver uden Sviatchenkos deltagelse.

- Det er det værste. Selv om holdet har gjort det godt uden mig, så vil man gerne være med, og man mener altid, at man har noget at bidrage med. Jeg føler mig som en stor del af det, vi har bygget op, og jeg har fået mere og mere ansvar og bygget på i mit spil, ligesom holdet har udviklet sig, siger Erik Sviatchenko.