Arbejdernes Landsbank bliver ny hovedsponsor for FC Midtjylland fra sommeren 2020 og fire år frem.

Det skriver Superliga-klubben på sin hjemmeside.

Allerede i begyndelsen af februar kunne B.T. fortælle, at Arbejdernes Landskamp flirtede med topklubben i Superligaen. Nu er aftalen bekræftet.

»Det er en meget, meget stor dag for FC Midtjylland. Ikke blot har vi indgået en historisk stor aftale med Arbejdernes Landsbank, vi har også fået en meget stærk samarbejdspartner på holdet.«

Arbejdernes Landsbank bliver ny hovedsponsor i FCM.
Arbejdernes Landsbank bliver ny hovedsponsor i FCM. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Arbejdernes Landsbank er funderet i stærke værdier, de repræsenterer en stærk kultur og er 11. år i træk blev kåret til danskernes foretrukne bank – det er en bank, der gør tingene ordentligt og beviser gang på gang, at man ikke behøver at være de største for at være de bedste. Derfor giver denne aftale i den grad optimisme i en udfordrende tid og på den lidt længere bane også optimisme i forhold til at indfri vores store sportslige ambitioner,« fortæller Jacob Jørgensen, kommerciel direktør i FC Midtjylland.

Arbejdernes Landsbank har i nogle år været hovedsponsor i Brøndby IF og er det stadig indtil årsskiftet, men nu har man altså valgt at tegne hovedsponsorat hos en rival.

»Vi føler, at vi har rigtig meget til fælles med FC Midtjylland. Klubben har modet til at tænke og agere innovativt, og samtidig er det en familieklub, hvor man tænker i hele mennesker. Vi ser en klub med en klar strategi og viljen til at arbejde hårdt. Sådan skaber man succes. Det ved vi fra os selv, og derfor er det også nemt for os at se Arbejdernes Landsbank som en del af det stærke fællesskab i Midtjylland – både med den dedikerede fanbase og det stærke erhvervsliv,« siger branding- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank, Peter Froulund, om det nye samarbejde og tilføjer:

»Når det er sagt, så glæder vi os bare til at komme i gang – vi vil bidrage til, at det bliver endnu sjovere at være en del af FC Midtjylland.«

Andre læser også