Der må sidde nogen med røde ører hos tv-selskabet Discovery.

Midt i guldkampen, der er blevet mere og mere tilspidset og interessant, som FC Midtjylland og Brøndby kører parløb i toppen af Superligaen, er der truffet et valg på tv-siden, der vækker undren.

Nent har førsteret til kampene i den kommende weekend og har selvfølgelig valgt det imødesete københavnerderby mellem FC København og Brøndby. Herefter er det Discoverys tur til at vælge deres udsendelse. Her er valget faldet på opgøret mellem AGF og FC Nordsjælland.

Et opgør om fjerde- og femtepladsen, som uanset udfaldet af opgøret i første omgang ikke kommer til at rykke noget på positionerne i tabellen. Imens kan kampen mellem FC Midtjylland og Randers, der altså blev tredjevalg og også skal sendes på Nents kanaler, gå hen og få en stor betydning for guldets placering.

FC Midtjyllands kamp mod Randers er tredjevalg på tv.
FC Midtjyllands kamp mod Randers er tredjevalg på tv. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er ikke os, der har taget valget, for så ville vi have gjort det anderledes. Hvis jeg skal være så objektiv, som jeg nu engang kan være, ville jeg synes, at det er mere interessant at se vores kamp end et opgør mellem nummer fire og fem, og det er ikke, fordi jeg har noget imod hverken Nordsjælland eller AGF, men stillingen i tabellen er nu engang, som den er. Og lige nu ser det ud til med stor sandsynlighed, at det ikke ændrer sig ret meget for nogen af de to hold, at de bliver nummer fire og fem. De bytter højst sandsynligt ikke engang plads,« lyder anken fra FC Midtjyllands kommercielle direktør, Jacob Jørgensen.

Beslutningen om kampene blev truffet for få uger siden, og som FCM-direktøren bemærker, kunne det tyde på, at nogen hos Discovery har haft den antagelse, at FC Midtjylland ville have slået Brøndby i sidste uge, og derfor kunne situationen have været anderledes end nu, hvor kun et point adskiller topklubberne.

»Nogen må have vurderet, at det var det rigtige valg på det tidspunkt. Da denne beslutning blev truffet af tv, har de jo nok troet, at situationen ville være en anden. Jeg kan gisne om, at de ville have troet, at vi havde vundet guldet, det kan jo være en årsag. Men der er ikke nogen logisk forklaring,« siger Jacob Jørgensen.

Hverken han eller klubben har fået en eksakt årsag til, hvorfor deres kamp mod Randers er endt som tredjevalg, og det er heller ikke lykkedes B.T. at få en kommentar fra Discoverys head of sport, Søren Klæstrup, trods henvendelser både tirsdag og onsdag.

FCM spiller allerede klokken 13.00 på søndag.
FCM spiller allerede klokken 13.00 på søndag. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Siden Nent fik tildelt kampen, så de på papiret nu har de to mest interessante tv-kampe i runden, er opgøret mellem FCM og Randers rykket en time frem, så der er en ekstra time til nedtakten, inden derbyet i København efter politiets krav fløjtes i gang klokken 16.

»Man kan spekulere i, om andre ting har spillet ind. Måske har spilletidspunkterne gjort, at man godt ville have en afklaring på FCM, inden kampen i Parken spilles, for det havde været god tv, at FCM kunne blive mester ved, at FCK vinder i Parken. I det scenario ville vi jo have været ligeglade med at være tredjevalg, fordi vi gerne vil være med til at lave en god fodboldsøndag, så vi har sagt ja til at flytte kampe en time. Nu ser det bare skørt ud, og situationen bliver lidt akavet, fordi vi tabte i Brøndby,« lyder det fra Jacob Jørgensen.

Overordnet er det kutyme, at tv-selskaberne vælger Brøndby eller FC København som førsteprioritet, mens AGF kommer lige efter og har FC Midtjylland i hælene.

»AGF trækker nu ikke flere seere, end vi gør, når vi kigger på Superligaen i denne sæson. Der er vi meget lige. Der er ikke noget åbenlyst svar på det her. Der er ikke nogen, der har gjort det her for at genere os eller for at tilgodese AGF. Jeg er sikker på, at da man har truffet det her valg, har man gjort det ud fra et objektivt bedst muligt scenarie for fodboldfansene. Det scenarie var nok, at vi ville vinde i Brøndby, og vi kunne være blevet mestre, hvis Brøndby tabte i Parken,« ræsonnerer Jacob Jørgensen.

Svaret blæser foreløbig i vinden. Det ændrer dog ikke noget ved, at de formentlig er ret tilfredse med søndagens program hos Nent.