FC Midtjylland lejede i slutningen af sommerens transfervindue det brasilianske stortalent Evander i storklubben Vasco Da Gama.

Og efter en lille indkøringsfase er den 20-årige brasser begyndt at imponere i Superligaen. Senest brillerede han i 5-0-sejren hjemme over Vejle med både scoring og assist. (SE HØJDEPUNKTER I VIDEOEN ØVERST)

FCM's lejeaftale med Vasco Da Gama løber i resten af sæsonen. Men det er langt fra sikkert, at midtjyderne siger farvel til den brasilianske offensivspiller til sommer.

For ifølge B.T.s oplysninger følger der en købsoption på i underkanten af 20 millioner kroner med i lejeaftalen - og den klausul lurer FC Midtjylland  alvorligt på at indløse, erfarer avisen.

Sportsdirektør hos de danske mestre, Svend Graversen, vil hverken be- eller afkræfte, at man arbejder på at sikre sig Evander permanent. Men han understreger, at man på Heden er meget tilfreds med den udvikling, kreatøren har gennemgået i sit halve år på Heden.

»Han er en åben og udadvendt dreng. Vi er glade for ham. Det handler også om at gribe chancen, og det har han gjort,« siger Svend Graversen, der godt vil afsløre, at FCM og Vasco Da Gama har aftalt en pris for Evander.

»Ja, i FC Midtjylland laver vi ikke lejeaftaler, uden at der er en klausul.«

Evander da Silva Ferreira - der i øvrigt er opkaldt efter den amerikanske boksestjerne Evander Holyfield - var blandt de sidste 40 nominerede i Tuttosports årlige Golden Boy-pris, som uddeles til fodboldsportens største talent under 21 år.

Se også