Det holdt hårdt for FC Midtjylland, men Superligaens tophold kunne i sidste ende trække sig sejrrigt ud af opgøret mod FC Vestsjælland. 1-0 endte det til midtjyderne.
FC Midtjylland pressede på fra start, men det var gæsterne fra vestsjælland, der var tættest på at komme foran. FC Midtjyllands målmand, Jacob Haugaard, mistimede et hårdt slået hjørnespark fra Anders Due. I forsøget på at bokse bolden væk, ramte Haugaard forbi og bolden røg direkte på stolpen.
To minutter senere var tilbagevendte Morten 'Duncan' Rasmussen tæt på at kunne sætte støvlespidsen på et giftigt frispark fra Jakob Poulsen, men angriberen kunne akkurat ikke nå bolden.
Minuttet efter var et stort forsvarskiks af FC Vestsjællands Jean Claude Bozga tæt på at resultere i et mål til midtjyderne. Peter Andersson erobrede bolden og så var der ellers en motorvej direkte mod mål for svenskeren, der dog blev tacklet i afslutningsøjeblikket, så Thomas Mikkelsen i FC Vestsjællands mål kunne få fingerspidserne på.
På trods af flere store chancer til hjemmeholdet, lykkedes det ikke midtjyderne at få bolden ind over stregen, og derfor kunne de to hold gå til pause ved stillingen 0-0.
I anden halvleg kom FC Vestsjælland lidt bedre med, men det var stadig FCM der skabte de største chancer. Det var dog først 10 minutter før tid, at forløsningen kom for Superligaens tophold. Jakob Poulsen sendte et godt indlæg ind fra højre side, hvor en helt fri Sylvester Igboun kunne pande bolden i kassen.
Den midtjyske scoring var fuldt fortjent bedømt ud fra spil og chancer, og da FC Vestsjælland ikke for alvor formåede at true hjemmeholdet, kunne FC Midtjylland tilføje yderligere tre point til kontoen. Dermed topper FC Midtjylland Superligaen med 21 point - fire flere end Randers på andenpladsen.