FC Midtjylland tilføjer snart et meget prominent navn til spillertruppen.

Ulvene henter nemlig snart den tidligere tyske landsholdsspiller Max Meyer på en lejeaftale med købsoption.

Den 26-årige tysker kommer fra et ophold i Fenerbahce, hvor han ikke har fået vildt meget spilletid.

Ifølge B.T.s oplysninger landede Max Meyer i Danmark for cirka 10 timer siden, og han har lige bestået sit lægetjek i Midtjylland.

Lejeaftalen løber frem til sommer, og det forventes, at midtbanestjernen bliver præsenteret på heden i løbet af de kommende timer.

Det var Ekstra Bladet, som var først med historien omkring, at Max Meyer var tæt på at kunne kalde sig for Superliga-spiller.

Hvis vi spoler tiden mellem otte og 10 år tilbage, så var Max Meyer et af de mest lysende og største talenter i Tyskland, mens han spillede i Schalke 04.

Der spillede tyskeren indtil 2018, hvor karrieren fortsatte i Crystal Palace. Her gik fodboldudviklingen i stå for midtbanespilleren.

Efterfølgende tog han til FC Köln og videre til Fenerbahce, hvor han ikke er kommet på måltavlen. I tiden i England fik Max Meyer kun netmaskerne til at blafre en gang.

Det ser altså ud til, at FC Midtjylland har gemt en af Superligaens helt store transfers i dette vindue til de sidste timer.