FC Midtjyllands bestyrelsesformand Rasmus Ankersen er godt i gang med at finde en ny cheftræner til at overtage posten efter Glen Riddersholm. Han har en liste over potentielle emner, og den indledende dialog er i gang.

Det fortalte han i forbindelse med pressemødet fredag morgen til TV2.

»Lige som vi tjekker alle scenarier med spillere igennem, hvad nu hvis han forlader os, han bliver solgt o.s.v., så har vi også en trænerliste liggende i skuffen, som vi opdaterer løbende. Og den er vi begyndt at kigge lidt på, og vi har også nogle indledende dialoger.«

»Men når vi så er færdige med pressemødet i dag og med træningen, så sætter mig og Steinlein og Matthew os ned, og så lægger vi en mere konkret plan for, hvad der skal ske, og hvem vi skal tale med.«

Rasmus Ankersen vil naturligt nok ikke afsløre nogle af navnene på listen, men han vil gerne fortælle, hviket idé-grundlag den nye træner skal møde op med.

»Der bliver ikke tale om revolution, der bliver tale om evolution. Det skal være en, der passer til FC Midtjyllands værdier, tror på konceptet, tror på vores anderledes metoder på nogle områder, tror på talentudvikling, er vilig til at give nogle unge spillere chancen. Det er noget, der er super vigtigt for os. Det er sådan en cocktail af de ting, som vi skal finde. Vi ved godt, at den perfekte træner måske ikke findes, men så må man forsøge at dække ham ind med nogle mennesker omkring ham.«

Rasmus Ankersen vil ikke gå nærmere i detaljer omkring baggrunden for Riddersholms opsigelse. Han understreger,at FCM kører videre som en velsmurt maskine - også uden guld-træneren.

»Du må spørge Glen om hvorfor han siger op. Jeg vil ikke gå i detaljer omkring de interne omstændigheder, som han ikke har kunnet se sig selv i. Som jeg har sagt, er der i en fodboldklub altid uenigheder, konfrontationer, og det bruger man til at blive bedre, i min verden. Man får tingene på bordet, og så bruger man dem til at blive bedre. Nu er vi så kommet til et punkt, hvor Glen så synes, at de uenigheder var blevet for store til, at han kunne se sig selv i det fremover, og det er hans beslutning. Det har vi så taget til efterretning og sagt, at hvis du stopper, så stopper du nu.«

Superliga fodbold: FC Midtjylland mod FC København.

»Og så ønsker vi Glen alt det bedste, for han har virkelig leveret en fantastisk indsats for FC Midtjylland. Og så arbejder vi videre. Midtjylland er en velsmurt maskine - med eller uden Glen - som fortsætter med at køre derudaf, og vores ambitionsniveau er ikke ændret, fordi Glen har valgt at sige op.«