Ganske vist har de regerende danske fodboldmestre fra FC Midtjylland hen over sommeren været flittige på transfermarkedet, men det betyder ifølge klubbens administrerende direktør, Claus Steinlein, ikke nødvendigvis, at det inden 'vinduet' lukker ned natten mellem 31. august og 1. september er slut med at købe ind.

»Som udgangspunkt er der handlet færdig, men kan vi finde en spiller, der kan gå direkte ind i startopstillingen, er det ikke usandsynligt, at vi slår til,« siger Claus Steinlein til B.T. og tilføjer:

»Det eneste, vi mangler, er en '10'er', der kan styrke vores offensive midtbane og angreb. Lige nu kigger vi over det hele og ser, hvad der rører sig. Vores udfordring er, at vi skal finde en fra en rigtig høj hylde, hvis han skal forstærke vores hold.«

Inden den igangværende sæson gik i gang, troede man i FC Midtjylland, at denne spiller var fundet i Dominick Drexler, der dog få dage efter at have underskrevet kontrakten med midtjyderne i stedet foretrak en fremtid i FC Köln.

»Med det ene øje griner vi, fordi vi indkasserede det dobbelte af, hvad vi havde betalt, men med det andet øje græder vi, fordi vi dermed sagde farvel til en klassespiller. Sådan er gamet imidlertid i FC Midtjylland, hvor det er en del af vores dna, at der skal købes og sælges. Forretningsmæssigt var Drexler-historien dog rigtig sjov. Tænk, hvis man kan handle sådan noget oftere,« siger Claus Steinlein.

Uden sammenligning er FC Midtjylland den klub i Superligaen, der har handlet mest.

»Jeg vil ikke sige, at der er sket for meget, og det er i hvert fald ikke derfor, vi 'kun' ligger nummer fire i Superligaen. Marginalerne har ikke lige været med os i alle situationer. Havde Jakob Poulsen eksempelvis scoret på straffesparket til sidst i kampen mod AGF, havde vi haft to point mere og været placeret på en delt andenplads. Set fra min synsvinkel har der været god kontinuitet på holdet. Kigger man på vores 'start-11'er', er den i forhold til det hold, der vandt DM-guld, intakt,« siger Claus Steinlein.

På spørgsmålet om, hvorvidt han vurderer, om cheftræner Jess Thorup siden sæsonstarten har haft optimale arbejdsbetingelser, er svaret benægtende.

»Det er der ingen træner i hele verden, der har, mens transfervinduet er åbent. Det giver altid lidt uro, når spillere kommer og går. Omvendt vil jeg sige, at vi har haft en ejer og bestyrelse, der modsat sidste gang, vi blev danske mestre, har investeret i holdet og forsøgt at gøre os yderligere stærke,« siger Claus Steinlein.

Torsdag aften skal FC Midtjylland i Wales mod klubben The New Saints spille den første af to kampe i kvalifikationen til Europa League-gruppespillet.

»Det er en kamp, vi skal vinde, og jeg tror på, at det lykkes. Vinder vi sammenlagt, skal vi i et altafgørende opgør duellere mod enten de svenske mestre fra Malmö FF eller Vidi fra Ungarn. Umiddelbart betragtet vurderer jeg vores muligheder for at klare os videre til gruppespillet som fifty-fifty. Det synes jeg er okay odds, når gruppespilsdeltagelse rundt regnet er 50 millioner kroner værd,« siger Claus Steinlein.