I FC Midtjylland ville man sikkert ønske, at vinterens transfervindue kunne aflyses. Der er nemlig ingen planer om indkøb – og man vil meget gerne undgå salg.

Det kører forrygende for FC Midtjylland for tiden. Holdet er med i Superligaens absolutte top, og midtjyderne er rækkens mest formstærke mandskab med tre storsejre i træk.

Og derfor falder det kommende transfervindue også på et skidt tidspunkt, for der vil uden tvivl være bud efter flere af klubbens profiler.

»Vi har rigtig dygtige spillere, som er på landsholdene rundtomkring. Landsholdet er selvfølgelig et godt udstillingsvindue, og når de samtidig præsterer på klubholdet, bliver de rigtigt interessante for mange,« fortæller klubbens nyansatte sportsdirektør, Svend Graversen.

»Men vi holder fast i, at vi vil have kontinuitet, og det betyder, at der skal nogle meget store beløb på bordet, før vi overhovedet vil kigge på muligheden for et salg. For vi ved, at hvis vi præsterer lige så godt i anden halvsæson, så kommer der bud igen til sommer.«

Spørgsmålet er så, hvad ’et meget stort beløb’ er i FC Midtjylland. Hvad skal eksempelvis klubbens norske landsholdsangriber, Alexander Sørloth, koste?

»Det kan jeg slet ikke sætte pris på. Jeg tror, at han er en case for sig, i og med at han har været i udlandet og har oplevet modgang i Groningen. Nu er han hos os, hvor han har fået tryghed, spilleglæde og selvtillid, så jeg tror ikke, at det er interessant for ham at skifte. Han har brug for at fortsætte sin udvikling her. Men en spiller som Paul Onuachu er eksempelvis længere fremme i forhold til at blive solgt. Han har været hot i to år,« siger sporsdirektøren.

Hvad koster Onuachu så?

»Det får du heller ikke at vide …haha. Men det er ingen hemmelighed, at vi kiksede den sidste kvalifikationsrunde til Europa League, og de penge skal vi have tjent ind – og derfor vil vi ikke sælge spillere for beløb, som ikke svarer til det, vi formoder, at spillerne er værd.«