Brian Priske er på en aftale frem til sommeren 2023 forfremmet fra midlertidig til permanent cheftræner i Superliga-klubben FC Midtjylland.

Ifølge FCM-sportschef Svend Graversen var beslutningen ikke svær at tage.

»Vi er rigtig glade for det arbejde, Brian har leveret. Først som spiller. Sidenhen som assistenttræner. Og de seneste tre måneder som midlertidig cheftræner,« siger Svend Graversen og afslører i samme åndedrag, at man i løbet af efteråret har haft samtaler med andre trænere:

»I perioden, fra Kenneth Andersen i august valgte at fratræde jobbet som cheftræner, har vi brugt tid til at reflektere over situationen. Her har vi spurgt os selv, hvem der fremadrettet skal stå i spidsen for vores bedste hold. De samtaler har været givtige, men de har bekræftet os i, at Priske er det rette valg.«

FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen.
FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvor mange har I haft til jobsamtale?
»Det ønsker jeg ikke at oplyse. Men det er flere end to.«

Hvorfor faldt valget på Brian Priske?
»Han har været dygtig til både at håndtere spillertruppen og sit trænerteam. Desuden har vi set, at han har været i stand til at videreudvikle vores udtryk og stil. Hertil kommer, at resultaterne på det nærmeste er blevet endnu bedre. Vi har givet os god tid til at træffe beslutningen, men det har været det værd.«

Hvorfor valgte I ikke allerede at ansætte Brian Priske som cheftræner, da Jess Thorup tog imod Genks trænertilbud?
»Vi var ved den lejlighed helt sikre på, at Kenneth Andersen var den rette person til at varetage jobbet. Vi var glade for hans arbejde, og han kvitterede for tilliden ved blandt andet at føre os frem til en pokaltitel. På den ene side er vi ærgerlige over, at han besluttede sig for at stoppe som cheftræner. Men på den anden side er vi glade for, at han fortsat er i klubben i et andet job. Når det er sagt, er vi helt sikre på, at Brian Priske er den rigtige træner for os nu. Så på spørgsmålet om, hvorvidt vi er ærgerlige over, at han ikke fik muligheden for et år siden, er svaret nej.«

Vil FCMs målsætninger og strategi blive justeret efter fastansættelsen af Brian Priske?
»Her og nu har vi ingen udmeldinger på disse områder. Det, vi er opmærksom på, er at der hele tiden skal lægges nye mursten på det meget sunde fundament, som vi har skabt. Det arbejde er Priske sat i verden til at fortsætte. Fremadrettet er det vores klare plan, at vi sæson efter sæson skal spille om mesterskaber, pokaler og deltagelse i de europæiske klubturneringer. Kort sagt: Det ligger i vores dna, at vi er en klub, der hele tiden ønsker at være i udvikling. En mere præcis målsætning har vi tænkt os at melde ud på et senere tidspunkt.«