FC København og Ståle Solbakken trak i sidste uge den helt store portemonnæ frem og sendte lidt under 30 millioner stensikre kroner til Zaragoza for at få den 22-årige kantspiller Pep Biel den anden vej.

En pris, der dog kan stige til 37 millioner kroner, hvis FCK og Pep Biel får succes – og som også indebærer en videresalgsklausul.

Efter bare en halv god sæson hos det 16.-bedste hold i Segunda Division blev Pep Biel en af københavnernes dyreste indkøb nogensinde, så hvad er egentlig historien bag Pep Biels kometkarriere og skifte til FC København?

Det kigger B.T.s podcast 'Transfervinduet' blandt andet på i denne uge (hør podcasten i bunden af denne artikel).

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Mange klubber var interesserede i Pep Biel. Mindst tre af dem kom fra Primera Division. Det var Celta Vigo, Osasuna og Mallorca, men Zaragozas pris var for høj for dem.«

Frikøbsklausulen var 10 mio. euro (75 millioner kroner, red.) – en af de højeste – men Zaragoza vidste godt, at ingen klubber ville betale det beløb,« fortæller journalisten Jorge Oto, der følger Zaragoza tæt for lokalavisen El Periodico de Aragon.

FC København handlede hurtigt, da Robert Skov blev solgt til Hoffenheim 29. juli. Tre dage senere sad Zaragozas bestyrelse og tyggede på et tilbud fra Ståle Solbakken, og senere den aften kunne FCK så meddele, at klubben var enig med Zaragoza om en pris for Pep Biel.

Halvandet år efter, at Pep Biel lignede en færdig mand i Zaragoza, var han solgt for 30 millioner kroner til FC København som en profil og en fanfavorit.

»Pep Biel var helt ude af Zaragoza forrige januar. Han spillede ikke, og klubben forsøgte at leje ham ud, men Lucas Alcaraz (som overtog efter 10 kampe) begyndte at stole på ham.«

»Biels første kamp mod Gimnastic var starten på det hele. Et mål og en rigtig god præstation gav ham en plads på holdet, selvom tingene gik værre og værre for Zaragoza,« fortæller Jorge Oto.

Derfra fik Pep Biel altså sit gennembrud ifølge journalisten. Fra kampen mod Gimnastic 12. november bed Pep Biel sig mere og mere fast på holdet, og i foråret ramte Biel en stime med fem mål og fire oplæg i 12 kampe.

»Hans udvikling var en overraskelse. Han er en meget talentfuld dreng, men ingen havde forventet den eksplosion. Det var et boom,« siger lokaljournalisten Luis Fando, der også følger Zaragoza for El Periodico de Aragon, og slår fast.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Han er nok med længder den mest talentfulde spiller i Segunda Division.«

Det var altså også Pep Biels potentiale, der fik FC København til at handle hurtigt. Manager Ståle Solbakken har tidligere fortalt, hvordan københavnerne skal slå tidligere til på talentfulde spillere, hvis de vil fange dem, før de kommer uden for rækkevidde både økonomisk og i forhold til konkurrence fra større klubber.

Så nu krydser nordmanden fingre for, at det store millionbeløb vil give afkast. Først på banen med et europæisk resultat – siden på bankkontoen med et stort salg.

Det og meget mere kan du høre meget mere om i denne uges udgave af 'Transfervinduet'.