Der er ikke meget, der kan redde den triste sæson, som FC København har gang i. Men der er noget, der kan gøre den til et rent mareridt.

FCK-manager Ståle Solbakken har selv italesat den korte fremtid, som han kigger ind i efter fem kampe i træk uden sejr.

»Vi skal antageligt gennem tre terror-kampe, har Solbakken sagt og understreget vigtigheden af at vinde disse.

»Det betyder rigtig meget at blive nummer to. Det betyder ekstremt i forhold til alt – også hvad vi skal gøre efter sæsonen.«

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Og nu kommer vi til, hvorfor FC København-bossen nok er ved at analysere sig halvt ihjel inden søndagens kamp mod AGF. Aarhusianerne er kommet stormende bagfra, og vinder AGF over FCK, overtager de andenpladsen i Superligaen. Den er ekstra vigtig i år.

Det er nemlig kun nummer to, der er sikker på en billet i Europa-kvalifikationen. Men vigtigere endnu får placeringen enorm betydning for især FC Københavns sommer.

De detroniserede danske mestre spiller den udsatte Europa League-ottendedelsfinale mod Istanbul Basaksehir 5. august i Parken. Det er sidste kamp for FC København i denne sæson, hvis ikke man vender 1-0-nederlaget fra Istanbul og går videre til kvartfinalen mod Manchester United.

Men det er ikke den udfordring, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på FCK-ledelsen. Det er derimod starten på den nye sæson. Ender AGF med den vigtige Superliga-andenplads, skal FC København pludselig – hvis man altså vinder Europa-playoffkampen over Superligaens nummer syv – starte Europa League-kvalifikationen i første runde.

Det betyder, at FCK spiller første kamp i næste sæson 27. august. Altså senest 22 dage efter denne sæsons sidste kamp og potentielt bare 16 dage efter, hvis Istanbul Basaksehir overvindes. Det giver ikke meget ferie til FCK-spillerne efter en ekstremt lang sæson, når der også skal være en opstart inden.

Og det er det, Ståle Solbakken for alt i verden vil undgå. Bliver FC København nummer to, går man først ind i anden runde af Europa-kvalifikationen, der spilles 17. september. Og dermed kan FCK koncentrere sig om Superliga-opstarten i weekenden omkring 13. september. En forskel på mere end to uger.

Derfor er FC København pisket til at holde AGF bag sig i resten af sæsonen.