Det var svært at finde lyspunkter hos FC Københavns spillere efter nederlaget i Herning.

Det startede ellers godt for FC København mod Superligaens førerhold, da de kom foran 1-0. Alligevel endte det med et nederlag på 1-3 til FC Midtjylland.

Det skyldtes ikke mindst personlige fejl og uskarphed i begge ender af banen for københavnerne – noget Nicolai Boilesen var meget utilfreds med efter kampen.

»Jeg er pisse træt af at tabe fodboldkampe, og jeg er pissetræt af, at måden, vi gør det på, er selvforskyldt.

LÆS OGSÅ: FCM-træner jubler efter vigtg sejr i guldkampen: Vi rystede FCK!

»Vores løb og mange af vores ideer er rigtige, men skarpheden i begge felter er afgørende igen i dag. Løsningen er at score flere mål og lukke færre ind,« sagde han med et skævt smil, inden han blev mere seriøs.

»Hvis jeg havde løsningen på det, så havde jeg bestemt også gjort noget ved det lige nu, i stedet for at stå og tale med pressen.«

FC København var det bedst spillende hold i opgørets første 30 minutter, hvor de også bragte sig i front på mål af Pieros Sotiriou, og selvom den føring blev smidt væk, så føler Boilesen ikke, at nederlaget på den jyske hede er lig med, at FC Midtjylland er et bedre hold end FCK.

LÆS OGSÅ: To FCK-spillere dumper: Forrygende FCM spiller sig tættere på guldet!

»I det etablerede spil synes jeg bestemt ikke, vi ligger under for de hold, vi har tabt til - bortset fra Atletico Madrid. Hverken mod Brøndby eller Midtjylland synes jeg, de var bedre end os. Men det handler om ikke at lukke mål ind og score nogen selv, og når vi ikke er dygtige nok til det, så bliver det svært at vinde fodboldkampe.«

Københavnernes anfører, William Kvist, havde en afgørende betydning for, at hjemmeholdet fra Herning bragte sig i front med 2-1 kort før halvleg. Uden for FCK’s felt afleverede han bolden lige i fødderne på Mikkel Duelund, som resolut sparkede den i kassen. Men selvom sæsonen ottende nederlag er en skuffelse, så er der kun én ting at gøre for FC København-spillerne.

»Hvis folk går rundt og surmuler, så spiller vi kun dårligere næste gang. Så nu går der lige 24 timer og så er vi oven på igen, og er klar til at kigge på den næste kamp. Det er altid hårdere, når man har tabt, end når man har vundet. Så folk skal vise karakter, » sagde Willian Kvist.

LÆS OGSÅ: Viktor Fischer efter 1-3: Det her vil være en kæmpe fiasko

»Det er uvant for os, og der er for mange ting, der bliver for farligt for os, og det er der hvor den største bekymring ligger for os. Så den defensiv, som altid har været synonym med FCK, skal blive endnu bedre.«

FCK ligger nu nummer fem i ligaen 21 point efter FC Midtjylland i toppen. På torsdag spiller københavnerne returkamp mod Atletico Madrid i Europa League, inden de om en uge er værter for OB i sin næste ligakamp.

ØVERST PÅ DENNE SIDE KAN DU SE ET INTERVIEW MED NICOLAI BOILESEN OM FCKs PROBLEMER