Forsvarsspillere har de masser af i FC København, men ved fredagens træning var der alligevel én af dem, der ikke var til stede.

Den uruguayanske højreback Guillermo Varela er således på vej væk fra klubben, og der arbejdes lige nu på en løsning. Det fortæller den midlertidige sportslige leder, William Kvist.

Er Varela i Moskva?

»Det er måske en løsning, ja. Og vi må se, om det går igennem. Så langt er vi i hvert fald,« lyder den korte melding fra Kvist.

Torsdag kunne det russiske medie Metaratings erfare, at 27-årige Varela er tæt på et skifte til Dynamo Moskva på en lejeaftale frem til sommeren 2021.

Men selv om der lige arbejdes på en løsning, så er der fortsat intet, der er endegyldigt på plads.

FC København råder i forvejen over Karlo Bartolec og den nytilkomne Peter Ankersen på positionen, og derfor vil en lejeaftale med backen give god mening.

I har hele 11 forsvarsspillere i truppen lige nu, så det er vel også vigtigt for jer, hvis I kan få sendt nogle af dem afsted. Eller hvad?

»Det er måske en del af optimeringen af truppen, kan man sige,« siger William Kvist.

Men der skal arbejdes hurtigt.

Transfervinduet i Rusland lukker nemlig natten til lørdag, så underskriften skal finde sted fredag, hvis en aftale skal falde på plads.