FC Københavns stjerner havde glemt mesterklassen hjemme i hovedstaden og dukkede i stedet op i en ny formation og med guld-tømmermænd, da FCM uddelte en 4-0 lussing hjemme i Herning.

Her er tre ting, vi lærte fra den halvtamme topkamp i Superligaen.

1. Luksus-testkamp for FCM's finalister
I ly af en afgjort guldkamp fik topkampen mellem Superligaens nummer et og to præg af testkamp i lækre superligaomgivelser. Selvfølgelig var der tre point, håneret og en smule hæder på spil, men FCK'erne var dels i en ny eksperimenterende startopstilling dels nok præget af tre fridage oven på sidste søndags vilde nattefest efter derbysejren, som sikrede holdet guldet.

I hvert fald var tændingen og kvaliteten hos særligt FCK ikke på det høje niveau, vi har set i københavnernes suveræne slutspils-sejrsstime. For FCM var det dog en perfekt generalprøve op til pokalfinalen mod Brøndby IF – god modstand i 90 minutter, uden at de blev kørt ned fysisk, og en stor portion selvtillid efter en fortjent 4-0-sejr.

Marc Dal Hende, FC Midtjylland (th) og Robert Skov, FC København i aktion i Superliga kampen mellem FC Midtjylland og FC København på MCH Arena i Herning.
Marc Dal Hende, FC Midtjylland (th) og Robert Skov, FC København i aktion i Superliga kampen mellem FC Midtjylland og FC København på MCH Arena i Herning. Foto: Henning Bagger
Vis mere

2. Meget blandet aften for salgsemner
Robert Skov og Denis Vavro hos FCK. Paul Onuachu og Marc Dal Hende fra FCM. Hotte profiler fra de to hold, som meget vel kan indbringe millioner på kontoen til sommer, hvis de finder de rette bejlere, som smider en passende sum efter dem. Særligt for de to FCK'ere, hvor især topscorer Skov er brandvarm, var det dog en halvtam aften på kontoret, som næppe giver mange plusser i bogen hos de mange scouts og agenter.

Onuachu havde en klassisk Lange-Paul-aften med gode og mindre heldige aktioner – mål, driblinger og boldtab og fejlafleveringer i en pærevælling, mens Marc Dal Hende, som gerne vil væk til sommer, var pålidelig som altid på sin venstre-wingback. Værst var aftenen dog for FCK's veteranmålmand, Stephan Andersen, som til sommer også gerne vil finde en ny klub til et sidste fodboldeventyr. Han lavede et drop og måtte bæres fra banen med en skade.

FC Københavns målmand Stephan Andersen falder om og må forlade banen i Superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning, 12. maj 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
FC Københavns målmand Stephan Andersen falder om og må forlade banen i Superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning, 12. maj 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

3. Ståles eksperiment var så’n lidt bop-bop
Det er helt bestemt et brugbart redskab for Ståle Solbakken at kunne sadle om til en 3-5-2-formation, når et kampforløb skal ændres. Det var dog tydeligt mod FCM, hvor FCK eksperimenterede med den alternative opstilling fra start, at spillerne er langt mere fortrolige med den stramme 4-4-2, som nordmanden har praktiseret i 15 år.

Særligt bemærkelsesværdigt var det, at en stor del af Robert Skovs giftighed forsvinder, når han skal arbejde mere centralt og ikke naturligt kan søge de evige overtals- og overlaps-situationer med sin højre back, som har været et af københavnernes mest giftige våben i denne sæson. Og Fischer somm 10'er, hmmm, fungerede heller ikke optimalt. Det var der meget, der ikke gjorde.