Mohamed Daramy har måttet vente noget længere på sin landsholdsudtagelse, end han lige havde regnet med.

Og i løbet af den forgangne uge så det også ud til, at han slet ikke skulle få lov at trække den danske landsholdstrøje over hovedet for første gang, når U19-landsholdet samles til venskabskampe mod Tyskland i den kommende uge.

»Der var lidt tvivl, om vi skulle med eller ikke skulle med. Vi fik at vide torsdag, at vi skulle med alligevel. Men jeg ved ikke, hvordan det hele kommer til at foregå. Vi glæder os bare til at komme derned og få spillet nogle kampe og få prøvet det af,« siger Mohamed Daramy.

Det var FC København-manager Ståle Solbakken, som sammen med sin fysiske stab havde sin tvivl, om han ønskede at sende flere af sine landsholdsspillere af sted efter en lang sæson og en meget kort opstart.

Foto: SASCHA STEINBACH
Vis mere

»Vi har haft en diskussion med DBU om det, men vi er blevet enige,« siger Ståle Solbakken og fortæller lidt om aftalen for FC Københavns landsholdsspillere:

»I og med at vi har haft så lang en sæson, skal alle have et mere individuelt program med, end hvad der er vanligt. Det er det vigtigste for os, så vi ikke trækker alle de skader med ind i en ny sæson, fordi vi overbelaster, træner forkert eller ikke får bygget spillerne op igen.«

Men de får alle lov at tage af sted?

»Ja, på sin måde. Ragnar tager ikke af sted, for han har for dårligt et grundlag. Men de fleste andre gør.«

Mohamed Daramy fik sit danske pas i januar, og allerede dengang fik han af DBU lovning på en landsholdsudtagelse ved næste mulighed. Den mulighed blev så udskudt på grund af corona, men nu er det blevet Daramys tid til endelig at kunne kalde sig dansk ungdomslandsholdsspiller.

»Det er selvfølgelig rigtig fedt. Det er noget, jeg har glædet mig til, men det er blevet udskudt. Så jeg har ikke kunnet vente med at komme i gang – både på landsholdet og i klubben. Det er fedt at få landsholdet i gang og få spillet nogle kampe,« siger Mohamed Daramy.

Han skal ind på et U19-landshold, der har masser af profiler med Superliga-erfaring. Fra Lyngbys Frederik Winther til AaBs Mathias Ross samt Brøndbys Morten Frendrup og Anis Ben Slimane. Og det er bare et lille udvalg af de mange unge fodboldtalenter.

Derfor ser FC København-spilleren også frem til at spille med.

»Det er altid fedt med konkurrence. Jeg kender alle dem på landsholdet. Vi ved alle, hvem hinanden er. Det bliver super fedt.«