Ståle Solbakken troede i sommeren 2016, at han havde fundet sin nye stjerne.
Giovanni Simeone var navnet på en 20-årig argentiner, der var ejet af storklubben River Plate og havde spillet på leje en sæson i Banfield i hjemlandet.
I et stort interview med Tipsbladet afslører Ståle Solbakken, at hans kærlighed var faldet på Giovanni Simeone, som han kalder en 'superangriber'. Men handlen blev aldrig til noget.
For på grund af spillerens far, Diego Simeone - ja, cheftræneren for Atletico Madrid - endte handlen i rendestenen.
»Vi var på vej til lufthavnen, da Johan (Lange, red.) pludselig fik et telefonopkald fra Simeones sekretær. Han fortalte, at Simeone var helt i kulkælderen efter Champions League-finalen (som Atletico tabte til Real Madrid, red.). Og nu havde han nedlagt veto mod sønnes skifte. 'Mister Simeone har changed his mind',« fortæller Ståle Solbakken til Tipsbladet.
I stedet endte Giovanni Simeone i italienske Genoa, mens FC København i stedet endte med at hente Andrija Pavlovic.
Inden Pavlovic-købet ønskede Ståle Solbakken dog ikke at give totalt op på Simeone.
»Jeg prøvede selv at komme til at tale med Diego Simeone for at overbevise ham om, at det var det rigtige for hans søn at komme til FCK. Men det var helt umuligt at komme i kontakt med ham. Han var så langt nede efter finalen og overvejede at stoppe som Atletico-træner,« siger den norske FCK-træner til Tipsbladet.