FC København vandt fredag klubbens 12. mesterskab. Det skete med profiler som Matihas Zanka Jørgensen, Andreas Cornelius og Erik Johansson i klubbens 25. leveår.

I 1993 vandt FC København sit første mesterskab, men hvad blev der siden af spillerne, som satte skub i overbygningen mellem KB og B1903? Det får du svaret på her, hvor du kan se, hvad spillerne med 10 kampe eller mere i FC Københavns første mesterskabssæson laver i dag (tallene ved siden af spillerens navn er det antal kampe og mål, som han opnåede i 1992/93-sæsonen).

Vis mere

Palle Petersen - 30 kampe, lukkede 35 mål ind, 12 clean sheets
Palle Petersen er obduktionstekniker på Retsmedicinsk Institut på Rigshospitalet, der ligger bare et langt udspark fra hans gamle hjemmebane.

»Tro mig, det vil du ikke vide mere om,« lød det fra Palle Petersen til Spillerforeningens magasin Indersiden.

Vis mere

Diego Tur – 10 kampe, 0 mål
Diego Tur vandt i 2006 Robinson Ekspeditionen og en million kroner, men han har i mange år været ansat i FC København. Her er han Account Manager, og den tidligere forsvarsspiller er ofte med på holdets udebaneture i Europa for at pleje sponsorer.

Vis mere

Kenneth Wegner – 27 kampe
Kenneth Wegner blev efter fodboldkarrieren blandt andet direktør for Herfølge, men siden han stoppede i 2000 har han forfulgt en karriere uden for fodbold. Den har gjort ham til partner i konsulenthuset og rekrutteringsfirmaet Birn + Partners.

Vis mere

Christian Lønstrup – 25 kampe, 1 mål
Christian Lønstrup fortsatte med fodbolden, efter karrieren endte. I 2013 blev han cheftræner i FC Helsingør, og her spiller han i denne sæson med om oprykning til Superligaen. Han har gjort så godt et arbejde i klubben, at Sønderjyske i december 2016 lå i forhandlinger med Lønstrup om jobbet som cheftræner i Superliga-klubben.

Vis mere

Brian Kaus – 32 kampe, 6 mål
Brian Kaus forsøgte sig med trænervejen hos Brønshøj, men efter sit stop i slutningen af 2005 er han fortsat i Kinnarps, hvor han allerede startede i 1995. Han er nu Key Account Manager i Kinnarps, der sælger kontormøbler.

Ivan Nielsen – 20 kampe, 2 mål
Forsvarskæmpen blev allerede uddannet blikkenslager, inden han hentede sine stoer sejre på fodboldbanen med et dansk og fire hollandske mesterskaber samt ikke mindst Europa Cup’en med PSV i 1988. I dag har han sammen med sønnen Thomas ”Ivan & Thomas Nielsens VVS & Entreprenørfirma”.

Vis mere

Lars Højer – 29 kampe, 10 mål
Den tidligere frisparkskonge har længe haft en vigtig rolle i FC København. Her er han chefscout og altså manden, der rejser verden tynd for at finde de kommende FCK-profiler. Højer har flere gange været i Sydamerika for at kigge på den næste Federico Santander og undgå en ny Franco Mussis.

Vis mere

Jørgen Juul Jensen – 23 kampe, 5 mål
Han er kendt som manden, der scorede FC Københavns første derbymål mod Brøndby. Nu hedder han Jørgen Juul Ogle, og han er pensionsmedarbejder i PFA.

Vis mere

Morten Falch – 21 kampe, 3 mål
Morten Falch læste i slutningen af sin karriere økonomi på Københavns Universitet, og siden 2006 har han været Senior Portfolio Manager i Danske Bank.

Vis mere

Pierre Larsen – 21 kampe, 0 mål
Pierre Larsen (tv.) er uddannet købmand. Efter blandt andet at have været butikschef i Stark og Bygma, er han nu proff-sælger i Stark på C. F. Richsvej.

Michael Johansen – 28 kampe, 1 mål
Den ene af de to tvillinger slap ikke fodbolden, men valgte at fortsætte i den verden. Han er fodboldagent med spillere som blandt andre Daniel Wass, Stephan Andersen og Christian Gytkjær i sin stald hos Pro XI, som han styrer sammen med de tidligere fodboldspillere Niclas Jensen og John Sivebæk.

Vis mere

Iørn Uldbjerg – 28 kampe, 5 mål
Kom i 2003 i overskrifterne, da hans søn Valdemar for en kort stund blev bortført, mens Iørn Uldbjergs 15 måneder gamle søn lå i sin barnevogn. Iørn Uldbjerg er i dag teknisk service leder i Farum Arena.

Michael Giolbas – 24 kampe, 1 mål
Michael Giolbas fortsatte efter sin FCK-tid i blandt andet Frem, hvor han blev en populær skikkelse. Men livet efter fodbolden har indtil videre gjort ham til Finance Manager i transport- og logistikvirksomheden DSV.

Vis mere

Martin Johansen – 21 kampe, 12 mål
Den anden af de to populære tvillinger har været sælger, siden han stoppede fodboldkarrieren. Det har bragt ham forbi steder som Primetime Denmark og Hotel Hilton i Københavns Lufthavn, men nu er han salgschef i Holger Danske Flytteforretning.

Vis mere

Michael Manniche – 21 kampe, 6 mål
Den store angribers datter har haft diabetes, siden hun var fire år gammel, og det er også her, Manniche har dedikeret sit liv efter fodbolden. Han er Fundraising Manager i børnediabetesfonden JDRF, hvor den tidligere kommunikationschef i DBU Lars Behrendt i øvrigt er en del af bestyrelsen.

Vis mere

Søren Lyng – 13 kampe, 2 mål
Søren Lyng var angriber og har i det civile liv arbejdet med økonomi. Det har han blandt andet gjort i Kinnarps – ligesom et par af holdkammeraterne fra 1993-holdet. Men nu er han økonomichef i Malerselskabet SBM.