ANALYSE af Peter Sørensen

På forhånd var der god grund til at glæde sig til at se opgøret mellem FCK og FCM, som i øjeblikket er i deres egen liga i Superligaen, hvor de kæmper deres egen kamp om mesterskabet.

De scorer mere end alle andre, slipper færre mål ind og har de største profiler.

Not arrogant just better, som det jo hedder i en anakronisme på Old Trafford.

Peter Sørensen. Vis mere

Opgøret forekom tillige mere åbent end nogensinde. FCK med fordelen af hjemmebane, men uden holdets og ligaens bedste spiller, Viktor Fischer, og ligeledes Nicolai Boilesen.

FCM havde på usædvanlig mange områder overhånden i de indbyrdes opgør. Ikke mindst mentalt med fem sejre i de seneste fem kampe, som også vidner om mere end blot en mental øjeblikkelig overhånd.

FCM måtte undvære Okosun, men kunne tillade sig at være fint tilfredse med uafgjort, som passer perfekt mod FCK, der både skulle genvinde status og prestige i kampen om de i sig selv vitale tre point.

Rent taktisk kunne FCM også være trygge ved, at deres system med tre stoppere og ”overbefolket” midtbane passer rigtig godt til et hold, der så rendyrket som FCK spiller 4-4-2.

Vis mere

Kenneth Andersen kunne helt uproblematisk lægge en lettere afventende taktik, hvor han med troværdigheden i behold kunne udtale, at de ville ’spille deres eget spil’.

For netop FCMs fysiske styrke, solide defensiv og suveræne evne til at udnytte kontramuligheder og dødbolde, passer rigtig godt mod FCK. Især i Parken, hvor FCK altid skal spille for at vinde, men næsten mere end nogensinde havde brug for en sejr i denne kamp.

Ståle Solbakkens opgave var at få balanceret sit holds målsøgende spil på en sådan måde, at man ikke blev for sårbare ved boldtab, at have tilstrækkeligt mange bag bolden parat til at bremse FCMs kontrastød, og herunder undgå unødvendige dødbolde imod.

Tilbage på taktiktavlerne i begge omklædningsrum stod MATCHVINDERE!

De første 30 minutter var jævnbyrdig og bar præg af de to holds taktiske oplæg og gensidige respekt. For mange var usynlige for FCK og FCM var for sjuskede på et par gode omstillingsmuligheder.

Ikke meget var godt og ingen særligt gode. Eksempelvis satte Robert Skov ikke en fod rigtig, før han placerede støttefoden lige foran en alt for hårdt satsende Erik Sviatchenko i straffesparksfeltet i det 33. minut.

Og Roberts kolde og kvalificerede eksekvering blev game-changing.

Kenneth Andersen måtte til taktiktavlen i pausen med en ny plan. Nu var det for farligt at satse så ensidigt på kontra. De måtte tage teten og udnytte Evanders overtag på Falk, der ikke kunne få bolden fra ham og få sendt nogle flere bolde ind over til duel omkring Poul Onuachu.

Det virkede indledningsvist rigtigt at bytte om på Wikheim og Mabil i pausen, men da FCM ikke magtede at tage kampen og styre spillet, inden der var spillet 65 minutter, tog Kenneth Andersen en beslutning og satsede endnu hårdere på fysik med Hassan og Onyeka i stedet for Mabil, der forblev dårlig, og Evander, som jeg ellers synes var en af FCMs bedste.

Det var ikke en direkte udløber af Kenneth Andersens udskiftninger, snarere nok en afgørende unødvendig forseelse - denne gang af Peter Ankersen - at FCM kunne udligne efter 75 minutter, men mest et resultat af det Jakob Povlsens magter bedre end alle andre i Danmark – at gøre frispark fra grøften til en livsfarlig begivenhed. 1-1.

Jakob Povlsen, matchvinderen par excellence – igen.

(Også selvom det vist nok var den indskiftede Gregus, der rørte bolden sidst.)

Vis mere

Game on!

Det sidste kvarter havde både ekstrem spænding og nu også på banen noget nær internationalt snit, som vi ellers havde savnet kampen igennem.

At Gregus blev den ultimative matchvinder på et fantastisk langskud i den rigtige ende kunne ingen forudse, men at de to hold pt. er Danmarks bedste, kan alle se - selv på en dag, hvor begge hold er set betydeligt bedre.

Denne gang var FCK bedst, men det kan sagtens være omvendt i Herning til foråret.

Se også