Kampene for FC Nordsjælland kommer i øjeblikket som perler på en snor, og så gør cheftræner Johannes Thorup ikke livet nemmere for selv ved, at han har ritualer efter hver kamp, så han får alt for lidt søvn.

Den unge træner i Superligaen understreger, at han nyder den enorme mængde tid, som han lægger i det krævende job, men det betyder også, at eksempelvis en kaffeaftale med FCK-træner Jacob Neestrup bliver udskudt og nedprioriteret, så en vigtigere person i hans liv også kan nyde hans selskab en lille smule.

»Jeg har også en kone, jeg skal bruge noget tid på. Hun er foran på listen i forhold til Neestrup, men så kommer der også en sæsonafslutning, og mon ikke vi på et eller andet tidspunkt kan finde noget tid,« siger Johannes Thorup og tilføjer om sin kollega, som han igen mødte på ganske kort tid, da FC Nordsjælland mandag vandt over FCK og kom op på førstepladsen i Superligaen:

»Som jeg har sagt før, er det vigtigt, at det meste foregår i en respektfuld tone. Selv om man er konkurrenter, når spillet foregår derude, kan man godt tage sig af hinanden og inspirere hinanden og sparre lidt med hinanden, når vi er lidt væk fra det her,« forklarer Johannes Thorup, inden han vender tilbage til, hvor meget fodbold opsluger næsten al tid for nuværende.

Johannes Thorup genser kampene for FC Nordsjælland op til to gange samme nat, som de er spillet.
Johannes Thorup genser kampene for FC Nordsjælland op til to gange samme nat, som de er spillet. Mads Claus Rasmussen

»Jeg tror ikke, jeg har sovet så lidt, som jeg gør i øjeblikket. Det er ikke så forfærdelig mange timer, det bliver til, for sådan en kamp som i dag bliver spillet sent, og jeg kan ikke gå i seng, før jeg har set den i hvert fald en gang, nogle gange to, på samme aften,« pointerer FCN-træneren, som altså ofte ikke har nok i blot at gense en fodboldkamp en enkelt gang, når han er kommet hjem.

Så ryger alle 90 minutter på igen midt om natten.

»Det bliver jeg nødt, ellers kan jeg ikke sove. Jeg gør det også, når vi har tabt. Jeg tror, at det giver mig en bedre dag dagen efter, for så har jeg fået den ud, og jeg har fået set alle de detaljer i det, og jeg har noteret alt, hvad jeg skal bruge. Vores analytikere sidder og arbejder lige så hårdt, de sidder og klipper og klistrer allerede nu, så vi har det klar i morgen tidlig, når spillerne møder ind. Der skal vi have alt klar, og der skal vi også have det næste klar, som er AGF på søndag,« lyder det fra Johannes Thorup.

Som slår fast, at han altså nyder de mange timer med bolden og de 22 spillere.

»Hvis man ikke kan lide timerne i det og at sidde og kigge nogle fodboldkampe igennem, skal man ikke bruge tid i det her job, men det er heldigvis noget af det bedste, jeg ved, så jeg skal ikke klage.«

Og konen, hun har da også noget mere at se frem til. Trods alt.

»Jeg har lovet hende, at vi holder i hvert fald en uges sommerferie, så det håber jeg, at jeg kan holde fast i.«

Derefter kan Jacob Neestrup og Johannes Thorup endelig få drukket den efterhånden berømte kop kaffe sammen og måske tale om denne givetvis afgørende sidste interne kamp mellem de to guldkandidater, da FC Nordsjælland vandt og strøg til tops i Superligaen med fire runder tilbage af turneringen.

»Jeg er vildt imponeret over, at vi trods torsdag aftens store skuffelse (pokalexit mod FCK, red.), hvor vi selvfølgelig mødte et rigtig godt hold som i dag, kan spille, som vi gjorde i særdeleshed i den første halve time. Det siger godt nok noget om, hvad styrken er hos de her drenge,« siger Johannes Thorup og fortsætter:

»Jeg synes, vi var gode, og jeg synes, at de til tider var gode. Jeg er rigtig begejstret over, hvad vi leverer, og så ved jeg ikke med FCK, de må selv om, hvordan de analyserer på kampen, men jeg synes, det var to gode fodboldhold på banen i dag.«

Sådan var Johannes Thorups første reaktion på kampen. I løbet af natten er han klogere.