De har lige solgt én dansk back for op til 150 millioner kroner.

Og allerede nu har FC København endnu en ung dansk back, der viser potentiale til salgspriser i den størrelsesorden.

Navnet er Elias Jelert, og den 19-årige hurtigløber har i denne sæson parkeret Kevin Diks og Peter Ankersen på bænken, og han har taget nøglerne til startopstillingen med sig.

Og efter en stærk kamp i 1-0-sejren over AaB fik Jelert en huskekage af cheftræner Jacob Neestrup – for der er lidt at huske på, når man stadig er teenager.

»Jeg har lige sagt til Elias: 'Husk nu, hvor god du er, når du sætter den i sjette gear'.«

»Han skal ikke bare blive i andet gear. Lige så snart han træder på speederen, så er der ingen, der kan følge med ham, når han har kuglen,« fortæller Neestrup.

FCKs Elias Jelert og AaBs Daniel Granli under superligakampen mellem FC København og AaB i Parken søndag den 26. februar 2023. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
FCKs Elias Jelert og AaBs Daniel Granli under superligakampen mellem FC København og AaB i Parken søndag den 26. februar 2023. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han ser samme potentiale i Jelert som i Victor Kristiansen, der i vinterpausen røg til Leicester i Premier League.

»På potentiale er han lige så højt, men han er en anden type. Han kan dække begge sider. Victor var en powerback og var aldrig dårlig.«

»Elias' topniveau er højere, og han er mere kompleks. Men han skal forsøge at finde Victors bundniveau.«

»Han kan drible og spille sig ud af pres. Når andre føler sig presset, så gør han det ikke. Han er en dejlig spiller,« lyder vurderingen fra Jacob Neestrup.

FCKs cheftræner Jacob Neestrup og i baggrunden AaBs cheftræner Erik Hamren under superligakampen mellem FC København og AaB i Parken søndag den 26. februar 2023. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
FCKs cheftræner Jacob Neestrup og i baggrunden AaBs cheftræner Erik Hamren under superligakampen mellem FC København og AaB i Parken søndag den 26. februar 2023. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

1-0-sejren over AaB kom i land efter en kamp, hvor Neestrup var særdeles tilfreds med spillet – knap så meget med, hvor mange mål FCK leverede i et chancehav med masser af muligheder.

Den ubesejrede FCK-træner mener dog ikke, at folk skal tale om, at klubben mangler en erstatning for den skadede stjerneangriber Andreas Cornelius.

»Nej, overhovedet ikke. Victor Claesson er en proven goalscorer, Lukas Lerager er det samme. Vi har så mange spillere, der kan lave mål – og det må vi så gøre på en anden måde.«

»Jeg forstår godt interessen omkring Cornelius, og der er ikke noget, jeg hellere ville have, end at han var til rådighed.«

»Men jeg forstår ikke spørgsmålene omkring, om vi kan undvære ham – for det har vi bevist,« siger Neestrup og tilføjer om jagten på guldet, hvor man skal forbi FC Nordsjælland, der er seks point foran lige nu.

»Jeg har sagt det i fem måneder: Vi tror på det. Det gør vi. Vi synes, vi er gode. Vi er sjældent dårlige, og vi har vundet fem i streg uden at lukke et mål ind.«

Du kan læse B.T.s dom fra søndagens opgør i Parken lige HER.