I FCK har man en potentiel storspiller rendende i 18-årige Jonathan Canto Nielsen.
Endnu har han ikke fået debut for FCKs førstehold, men allerede nu er der stor interesse for den 18-årige.
Således kan man læse i flere spanske medier, herunder mediet Estadio Deportivo, at Sevilla holder skarpt øje med Jonathan Canto - og i øvrigt også FCKs Marcus Korang.
Canto har dog flere tilbud på hænderne, fortæller hans agent, Osman Baki, til B.T.

Det drejer sig, foruden Sevilla, om tilbud fra Bundesligaen og Superligaen, mens FCK har tilbudt ham en etårig forlængelse.
»Vi står og har en masse bejlere og må overveje situationen. Canto har været helt vild glad at være i FC København, men spørgsmålet er, om han skal videre for at fortsætte sin udvikling,« siger Osman Baki.
Agenten har i de kommende dage en del møder på vegne af Canto. For den 18-årige er det vigtigt, at der er udsigt til spilletid på et førstehold.
»Det er hele essensen af det. Og det er vi blevet lovet i de forskellige tilbud, men vi skal overveje, om der er hold i det,« siger Osman Baki.
Det 18-årige talent er af mexicansk afstamning og har i øjeblikket muligheden for at vælge mellem både det mexicanske og det danske u-landshold.
Her hælder Jonathan Canto umiddelbart til at repræsentere Mexico.
»Vi taler med dem lige nu. Andrés Guardado (fra Real Betis, red.) har taget fat i mig, og der er interesse derfra. Det er ikke noget, vi tager stilling til nu, men Canto vil gerne Mexico,« siger Osman Baki.
Jonathan Canto har i øjeblikket kontrakt med FCK til sommer.
